Borgmesterkup i Nyborg er fuldbyrdet

Venstres Kenneth Muhs er klar til at overtage borgmesterposten i Nyborg. Han indkalder til nyt konstitueringsmøde lørdag.

ARKIVFOTO. Den detroniserede Erik Christensen har tilbudt Venstre at åbne konstitueringsforhandlingerne, hvis partiet vil pege på ham som borgmester i en ny periode. Fold sammen
Læs mere
Foto: Johnny Anthon Wichmann

Nu skulle det være ganske vist: Kenneth Muhs (V) er ny borgmester i Nyborg Kommune i stedet for Erik Christensen (S).

Muligheden for et borgmesterskifte opstod fredag morgen, da det socialdemokratiske byrådsmedlem Jan Reimer Christiansen meddelte, at han forlader S til fordel for Venstre og peger på Kenneth Muhs som ny førstemand i kommunen. Siden har Muhs været tavs om magtskiftet, men ifølge fyens.dk siger han nu, at han er klar til at overtage borgmesterposten.

»Der er nu en ny politisk situation i Nyborg, hvor jeg kan konstatere, at der er et flertal, der peger på mig som borgmester. Den situation tager vi naturligvis bestik af. Det skylder vi vores vælgere. Jeg inviterer derfor alle byrådets partier til nye forhandlinger med Venstre for bordenden,« siger Kenneth Muhs i en pressemeddelelse.

Med Jan Reimer Christiansens partiskifte sidder Venstre og Dansk Folkeparti nu på 13 ud af 25 mandater i byrådet. DF-lederen Carsten Kudsk er også klar til at gøre Venstres spidskandidat til borgmester.

»Den nye politiske situation med Kenneth Muhs som borgmester giver mulighed for en ny kurs for Nyborg Kommune. Det er der behov for. Det var det, vi gik til valg på. Og det er det, som nu kommer til at ske – forhåbentlig med en bred konstituering. Det glæder mig naturligvis rigtig meget,« udtaler han.

Den detroniserede Erik Christensen har tilbudt Venstre at åbne konstitueringsforhandlingerne, hvis partiet vil pege på ham som borgmester i en ny periode. Men hvis Venstre overtager borgmesterposten, vil den røde fløj holde sig helt uden for konstitueringen, fastslår han ifølge fyens.dk.

Alligevel håber Kenneth Muhs, at Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten vil møde op til nye konstitueringsforhandlinger lørdag.

»Jeg har personligt opfordret den socialdemokratiske leder Erik Christensen til at fortsætte det samarbejde, som der var lagt op til i den hidtidige konstitueringsaftale. Det er stadig vores vurdering, at en bred konstitueringsaftale tjener Nyborg bedst,« siger han i pressemeddelelsen.

Erik Christensen har været borgmester i Nyborg siden 2010.