Borgmesterforhandlinger kan trække ind i weekenden

Tre kommuner mangler fortsat at udpege en borgmester. I Dragør forventer K-kandidat ingen afklaring fredag.

Tre dage efter valget forhandles der fortsat om borgmesterposten i tre kommuner - Dragør, Slagelse og Kerteminde. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged

Det er slet ikke sikkert, at de sidste forhandlinger om borgmesterposter efter kommunalvalget afsluttes fredag.

Tre dage efter valget forhandles der fortsat om borgmesterposten i tre kommuner - Dragør, Slagelse og Kerteminde.

De Konservatives borgmesterkandidat i Dragør, Kenneth Gøtterup, oplyser til Ritzau, at forhandlingerne mellem De Konservative, Socialdemokratiet, Venstre og Dansk Folkeparti fortsætter fredag eftermiddag.

Men han forventer, at der først kan peges på en borgmester i kommunen i weekenden.

Kasper Olesen, Socialdemokratiets spidskandidat i Kerteminde, håber dog på en afklaring i løbet af fredagen. Det skriver han i en sms til Ritzau. Han forhandler med Klavs Lauridsen (K).

I Slagelse nåede socialdemokraten John Dyrby Paulsen at erklære sig som kommunens næste borgmester på valgnatten.

Men det viste sig at være en kende for hurtigt. Rød og blå blok forhandlede torsdag aften om en bred konstituering, og de forhandlinger fortsætter fredag.

Måske kan Læsø også komme i spil igen. Her er Karsten Nielsen (DF) ellers blevet udråbt som borgmester onsdag aften. Det vil gøre ham til DF's første borgmester i historien.

Men Venstres vragede borgmester Tobias Birch Johansen er parat til at genåbne forhandlingerne og pege på S-kandidaten Folmer Hjort Kristensen, siger han.

/ritzau/