Der var gymnasiet midt i København uden én eneste smittet, der måtte lukke på grund af et smitteudbrud på en kaserne et helt andet sted i byen. Der var grundskolerne i Herning uden smittetilfælde, der måtte lukke på grund af et udbrud i et boligområde, hvor ingen af beboerne gik på de nedlukkede skoler, men på skoler i et andet sogn – som ikke lukkede. Og der var en lang række lignende tilfælde landet over.
Efter ugelang kritik og adskillige eksempler på, at den automatiske model for nedlukning af sogne eller kommuner ifølge regeringens egne eksperter havde taget »børnene som gidsler«, lavede et politisk flertal modellen om i slutningen af april.