Borgmester-annoncer fylder forside på forside i lokalavis: »Visuelt er det et bombardement«

Annoncer for Gentoftes konservative borgmester og hans parti fylder op mod halvdelen af lokalavisen Villabyernes forside og indrammer artiklerne på avisens internetudgave. Mens borgmesteren omtaler annonceringen som »en tradition«, vækker omfanget bekymring hos avisens redaktør, der frygter, at læserne »vil få en mistanke om, at vi er købt og betalt«.

Det er helt naturligt, at en borgmester ofte indtager hovedrollen i en lokalavis.

I Gentoftes lokalavis, Villabyerne, er borgmester Hans Toft (K) ikke bare genstand for journalistisk dækning i spalterne. Den konservative borgmester og hans parti har således også indtaget samtlige af avisens vigtigste annoncepladser forud for kommunalvalget den 21. november.

I de seneste to trykte udgaver af Villabyerne fylder en valgannonce for Hans Toft op mod halvdelen af avisens forside, samtidig med at Det Konservative Folkeparti har to helsides annoncer på avisens side 3 og 5 og dermed på de to første opslag i avisen. Klikker man ind på Villabyernes hjemmeside, indrammer borgmesteren og hans parti med seks valgannoncer også forsiden af internetavisen.

Og det er ret så meget, mener Villabyernes lokalredaktør, Jesper Larsen.

»Vi er en privat virksomhed, som lever af, at vi er 100 procent annoncefinansierede. Så der har ikke været nogen redaktionelle retningslinjer om, hvor meget annoncering, et parti måtte have. Men jeg har også noteret mig det, du beskriver, og jeg har bedt om en evaluering med salgschefen efter valget, for jeg synes måske, at vi bør kigge på, om der ikke skal opstilles nogen retningslinjer for, hvor meget et parti må annoncere,« siger Jesper Larsen og tilføjer:

»Jeg synes for eksempel, at det på hjemmesiden er meget voldsomt, at én kandidat indrammer hele forsiden. Det har jeg ikke noget imod at sige, for det synes jeg, det er. Så jeg har bedt om, at vi holder et møde, hvor vi diskuterer, at ja, vi er en privat virksomhed, der skal tjene penge, men om vi ikke også af hensyn til vores troværdighed, af hensyn til pluralismen og af hensyn til, at der netop ikke er nogen, der skal komme og sige, at vi er købt og betalt af et bestemt parti, bør sikre en større variation i annoncerne.«

Jesper Larsen nævner, at der i forbindelse med det sidste kommunalvalg i 2013 var »flere kommentatorer, blandt andet Jarl Cordua (politisk kommentator og medlem af Venstre, red.), der var ude og skrive et eller andet sted, at Villabyerne var fuldstændig overtaget af de Konservative«.

Hvorfor gentager det samme billede sig så i år?

»Jeg har i første omgang bedt om en evaluering af hjemmesiden, og der var det ikke det samme, der var gældende sidst. For fire år siden var det på print,« siger Jesper Larsen:

»Du må forstå, at vi er en kommerciel virksomhed, der ikke får nogen mediestøtte og udelukkende lever af de annoncer, vi sælger. Og jeg vælger som redaktør at tænke, at for hver annonce, der bliver solgt, er der skabt et endnu bedre grundlag for at lave god, kritisk journalistik, for så er der råd til mig og mine to dygtige kolleger,« siger Jesper Larsen.

Han understreger, at »i det øjeblik, at jeg som redaktør blev bedt om at lave mere Hans Toft-positive historier, fordi han er en stor annoncør, så ville jeg sige mit job op«. Men, siger han, »fordi jeg og redaktionen har fuldstændig frie rammer og kan lave al den kritiske journalistik, vi vil, så lever jeg med annoncerne«.

Avisen har i den forløbne valgperiode da også skrevet kritiske historier om Gentofte Kommune. I en række artikler beskrev Villabyerne, at Gentoftes høje andel af blandt andet au pairs og udsendte medarbejdere fra tredjeverdenslande gjorde, at kommunen modtog en lavere flygtningekvote end ellers.

Jesper Larsen, når I netop har haft den her kritiske dækning, hvorfor er det så overhovedet bekymrende, at Hans Toft fylder så meget i avisen?

»Fordi jeg helt nøgternt synes, at det giver et for voldsomt indtryk. Det hele er jo rammet ind af ham. Jeg ved ikke, om jeg kommer igennem med det (behovet for retningslinjer for annoncerne, red.), men jeg synes som redaktør, at det er for voldsomt. Visuelt er det et bombardement, og jeg synes, der er for stor risiko for, at nogen vil få en mistanke om, at vi er købt og betalt. Jeg er ked af, hvis den mistanke overhovedet opstår. Blandt andet fordi vi sådan set gør os rigtig meget umage med at lave kritisk journalistik. Siden den sag (om flygtningefordeling, red) har han ikke villet tale med os, og alle interview med Hans Toft foregår på mail. Så det er lidt ærgerligt, hvis vi nu skal have skudt i skoene, at vi er Hans Tofts eget, private organ.«

Gentofte-borgmesteren selv kalder den konservative annoncering for »en tradition«.

»Vi har nu i otte valg, inklusiv det her, haft nøjagtigt det samme antal annoncer, som du nævner. Nemlig forsiden, side 3 og side 5. Og sådan har det været i otte valg, som jeg har været med i. Så der er ikke noget som helst, der adskiller sig fra de foregående år. Og det fortsætter vi bare med,« siger Hans Toft.

Og han understreger, at »jeg har ikke i mine næsten 25 år som borgmester nogensinde været udsat for, at man har prøvet at blande den kommercielle og redaktionelle del sammen«.

»Jeg har altid hørt og lært af journalister og medierne, at den kommercielle del og redaktionelle del holdes fuldstændig adskilt,« siger Hans Toft og tilføjer, at »jeg har altid udtalt mig i Villabyerne, når de har spurgt mig og stillet mig nogle spørgsmål«.

»Og det har jeg også gjort i den her valgkamp.«

Chefredaktør Claus Krogh fra Politikens Lokalaviser, som Villabyerne er en del af, erklærer, at »vores annoncører kan købe lige så meget plads, de har lyst til«.

»Hvis Mazda kom og bad om at få det hele, sagde vi ikke nej, fordi det var synd for Toyota,« siger Claus Krogh, der dog understreger, at »når vi har overstået et kommunalvalg, sætter vi os altid ned og kigger på, hvad der er sket her, hvordan det er forløbet, og hvad vi synes, der har fungeret godt, og hvor vi kunne have gjort noget anderledes«.

»Og så lærer vi af det,« siger han.