Borgernes Parti og Alternativet ser begge ud til at klare spærregrænsen og komme i Folketinget.
Det viser valgstedsmålinger fra DR og TV 2.
Dermed står alle 12 opstillede partier til at komme ind.
I begge valgstedsmålinger står Borgernes Parti til at blive det mindste parti. Hos DR står partiet til at få 2,1 procent af stemmerne, mens partiet hos TV 2 står til 2,3 procent af stemmerne. Borgernes Parti står begge steder til fire mandater.
Alternativet står hos DR til at få 4,1 procent af stemmerne, mens partiet ifølge TV 2's valgstedsmåling står til 3,3 procent af stemmerne. DR har Alternativet til syv mandater, mens TV 2 har partiet til seks mandater.
Begge partier ligger således i de første valgstedsmålinger over spærregrænsen på to procent, men det er med nød og næppe for Borgernes Parti. Der er også stadig en statistisk usikkerhed ved målingerne.
Valgstedsmålingerne bliver udarbejdet på baggrund af interview med vælgere, der ved valgstederne oplyser, hvad de har stemt.
- Det vil være fuldstændig fantastisk, siger Alternativets politiske leder, Franciska Rosenkilde, om DR's måling, der giver partiet over fire procent af stemmerne.
- Det siger noget om, at vi i valgkampen har formået at rykke rigtig mange stemmer.
Det er første gang, at Borgernes Parti, der har Lars Boje Mathiesen som formand, er at finde på stemmesedlen ved et folketingsvalg.
Partiet fik i december 2024 indsamlet de nødvendige vælgererklæringer til at komme på stemmesedlen, og i januar 2025 blev partiet officielt opstillingsberettiget.
Vivian Ellasofie Karlsen, der kandidat fra fra Borgernes Parti, hæfter sig ved, at det ser ud til, at partiet har fået succes i kredse, det ellers ikke var forventet.
- Vi har fået sat et aftryk, hvor vi har vist, hvor stor en spændvidde vi har i dette parti. Vi skal være borgernes parti. Vi skal tilbage til en mere menneskelig politik, hvor det ikke er systemet, der styrer det hele, siger hun.
/ritzau/
