Borgernes Parti er mandag blevet en kandidat fattigere.

Viviane Ellasofie Karlsen, der var opstillet til Folketinget for Borgernes Parti, trækker sig nemlig "helt ud af" partiet.

Det skriver hun i et opslag på Facebook.

- Jeg kan ikke længere genkende ånden i det politiske projekt, jeg for to år siden var med til at starte, og forundres desuden over den interne ledelsesstil, skriver hun.

På partiets hjemmeside fremgår det, at Viviane Ellasofie Karlsen var med til at stifte Borgernes Parti i 2024.

Hun blev ikke valgt ind i Folketinget ved valget sidste uge, hvor hun fik 239 personlige stemmer i Østjyllands Storkreds.

Borgernes Parti fik ved folketingsvalget 2,1 procent af stemmerne og dermed fire mandater.

Men fire er hurtigt blevet til tre, efter at det nyvalgte folketingsmedlem Jacob Harris lørdag blev smidt ud af Borgernes Parti.

Her lød det, at Jacob Harris efter partiets opfattelse har "forbrudt sig mod den tro- og loveerklæring, han har underskrevet, og ikke givet sandfærdige oplysninger til partiet", skrev Borgernes Parti på Facebook lørdag.

Fredag kom det frem, at Harris vil søge om orlov. Borgernes Parti meddelte fredag, at Harris vil søge om orlov på grund af stress. Det skete, efter at mediet Finans torsdag skrev, at en kurator har indstillet Harris og hans hustru til konkurskarantæne.

Kurator Morten Bjerregaard har vurderet, at "der er grundlag for politimæssig efterforskning" mod de to, der på papiret ejede byggeselskabet Krokodille Aps, som sagen drejer sig om.

Harris har understreget, at han ikke mener, at han har foretaget "noget forkert eller ulovligt".

Til DR Nyheder udtalte Harris lørdag, at han fortsætter som løsgænger. Det er derfor, at Borgernes Parti ryger ned på tre mandater.

Var Harris stoppet helt i Folketinget, kunne partiet beholde mandatet, og det var så gået til Sanne Pilgaard.

/ritzau/