Borgerligheden leder efter sig selv

Aldrig har traditionelle borgerlige kerneværdier som høflighed, ansvarlighed og arbejdsomhed stået stærkere i den danske befolkning end i dag. Men samtidig er det blevet et stadig mere åbent spørgsmål, hvad borgerlige holdninger egentlig er.

Borgerlige læsere: Jan Pedersen, karrieremand i 40’erne. Fold sammen
Læs mere

Jan Pedersen og det borgerlige Danmark leder begge efter sig selv. Det borgerlige Danmark efter fælles fodslag. Den 42-årige ledelseskonsulent, vegetar, troende og karrieremand leder efter borgerlige personligheder og politikere, der taler om andet end penge og effektivitet.

»Det gør dem effektive og dygtige og beundringsværdige på mange punkter, men også en smule ensporede. Og det er det ensporede fokus på økonomisk politik, der gør det fattigt, for de taler ikke til folks hjerter.«

Skal Hellerup-borgeren Jan Pedersen tage temperaturen på sin egen borgerlighed bliver det til:

»Sjovt nok opfatter jeg ikke mig selv som en, der er meget ideologisk rent borgerligt. Det er mere en grundindstilling. En livsindstilling.«

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) vil selvfølgelig ikke indrømme, at der er noget galt blandt de borgerlige. Men de fleste kan se, at blå blok hiver efter vejret og jagter parlamentariske konstellationer, der vil sikre en borgerlig regerings overlevelse ved det valg, mange forventer, er lige om hjørnet – og som under alle omstændigheder kommer inden for de næste knap tre år.

Det kan forekomme paradoksalt, eftersom de klassisk borgerlige værdier aldrig har stået stærkere i befolkningen, end de gør i dag. For Jan Pedersen er langtfra alene om at have en borgerlig grundindstilling.

Ifølge en Gallup-undersøgelse foretaget for Berlingske er traditionelle borgerlige kerneværdier – som flid, ansvarlighed, høflighed, respekt, hårdere straffe til kriminelle, og at det skal kunne betale sig at arbejde – blevet hver mands eje. Dyderne er i dag så almindelige, at de fleste, uanset politisk, socialt eller økonomisk tilhørsforhold, kan skrive under på dem.

»Borgerligheden er blevet en sejrsideologi forstået på den måde, at de klassiske borgerlige dyder efterhånden gennemsyrer hele samfundet,« siger professor Peter Nedergaard, Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet.

»Det kan godt være, at de unge i 1960erne og 70erne gjorde oprør mod borgerligheden, men de har i virkeligheden tabt. Når selv en venstrefløjspolitiker som Johanne Schmidt-Nielsen gerne vil bo i en villa i Valby, kan man godt sige, at de klassiske borgerlige dyder og den borgerlige livsform har sejret ad helvede til – godt,« siger han med et lån fra den gamle LO-formand, Thomas Nielsens, berømte citat.

På den baggrund skulle det jo være en svir at være politiker i blå blok. Men det er det ikke.

For der er kommet uorden i de borgerlige værdier. På den ene side er det nærmest blevet for mainstream at være borgerlig. Det mener i hvert fald antropolog og forfatter Dennis Nørmark, der selv er medlem af Liberal Alliance.

»Det er blevet så almindeligt og uspektakulært at kalde sig borgerlig i dag, at selv kunstnere kan kalde sig borgerlige, uden at det afstedkommer den store jammer,« siger han.

Han er imidlertid ikke blind for, at nogle af hans borgerligt liberale meningsfæller måske ikke har helt styr på, hvad der egentlig ligger i begrebet borgerlig.

»Man tager borgerlighedens overskrifter til sig, men forstår ikke dens værdisæt til bunds. Det er blevet sådan noget med enten Gud, konge og fædreland eller mindre i skat – og så synes man i øvrigt, at Mads Holger var lidt sej.«

Ledelseskonsulenten Jan Pedersen er borgerlig på den moderne måde og svær at sætte i bås: Han er karrieremand, vegetar og bange for begrebet »frihed«. Mens han passer sit liv i træningscentret og i hjemmet i Hellerup efterlyser han politikere, der taler til hans hjerte. Foto Ida Marie Odgaard Fold sammen
Læs mere

På den anden side er der en stor gruppe af danskere med en traditionel borgerlig grundholdning, der i dag føler sig hjemløse i det politiske landskab i blå blok.

»De synes ikke længere, der er nogen borgerlige partier, der præsenterer et samlet bud på, hvordan samfundet skal se ud,« siger historiker og politisk kommentator Lars Hovbakke Sørensen. Selv ser han tre tendenser, der de seneste år har rykket politikken i blå blok i en retning, der går stik imod, hvad traditionelle borgerlige vælgere opfatter som borgerlige kerneværdier.

»For det første er der en anderledes holdning til Europa, en kraftig EU-skepsis – ikke mindst blandt yngre borgerlige – som ellers ikke har været tradition hos de borgerlige partier,« siger han.

»For det andet er udlændingedebatten blevet en markant mærkesag især for de nye borgerlige partier, der har en meget mere udtalt skepsis over for indvandring, integration og modtagelse af flygtninge, end vi så for bare få år siden. Og endelig er der – siden Anders Fogh Rasmussens skattestop i 2001 – kommet et enormt fokus på skattelettelser, som vi slet ikke oplevede i det omfang tidligere.«

Dertil kommer, understreger han, at det er lykkedes de nye borgerlige partier, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og senest også Nye Borgerlige, at sætte sig på dagsordenen i blå blok ved at hamre løs på nogle ganske få mærkesager som skattepolitik og udlændingepolitik. Med det resultat, at værdipolitiske diskussioner om f.eks. kultur- og undervisningspolitik, der ellers har været Venstres og Det Konservative Folkepartis domæner, er druknet.

»De gamle partier skal jo prøve at matche de nye, og dermed opstår der et værdipolitisk tomrum, som får mange traditionelle borgerlige vælgere til at føle sig svigtet,« siger han.

Operasangeren Peter Lodahl, der netop er udnævnt til ny chef for Copenhagen Opera Festival, er en af dem, der har svært ved at finde sig til rette i det politiske landskab.

»Hvis der var folketingsvalg i morgen, ville jeg være stærkt i tvivl om, hvor jeg skulle sætte mit kryds,« siger han.

»Efter min mening er kunst og kultur nogle af de allervigtigste værdier i et samfund som vores, der er under så stor forandring med opbrud i Europa og stor usikkerhed om den politiske situation i verden. Men meget få politikere taler om kultur. Det er, som om alt, der ikke passer ind i et regneark og kan bevises at give overskud, ikke anses som en berigelse for samfundet. Jeg savner, at man taler om andre værdier end de rent økonomiske.«

Perter Lodahl er en af de borgerligt sindede Berlingske-læsere og kulturpersonligheder af borgerlig observans, som Berlingske har besøgt og i den kommende tid præsenterer i en række interviews med det formål at komme nærmere en forståelse af borgerlighed anno 2016.

I serien kan man også møde det unge forældrepar i 30erne, Sofie og Peter Münster fra Hellebæk på Sjællands nordkyst. Heller ikke de ved, hvad de skal stemme ved næste valg. De forstår ikke, hvorfor den borgerlige fløj, som de ellers bekender sig til, sætter et kunstigt skel op mellem det at være borgerlig på den ene side og fællesskab på den anden.

»Når mennesker styrkes som individer, så bliver DE ikke bare stærkere, så bliver VI også stærkere. Og hvis det er borgerlighed, så er det sådan, det er. Men det bliver stillet sådan op, at så går man ikke ind for et fællesskab. Det giver falske modsætninger,« siger Sofie Münster.

»Det virker underligt på mig, at man kan gøre nogle veluddannede »statskundskabere« som os så partiapolitiske. Det, tror jeg, handler om, at de politiske samtaler, der kører, ikke appellerer. Vi er gode til at tale om, hvordan vi ruster systemet, og det er også vigtigt, men hvad med mennesket? Når vi laver skolereformer og gymnasiereformer, så diskuterer vi, hvad der skal til for at komme ind på en uddannelse. Men hvad skal der til for at komme IGENNEM?«

Når man taler om borgerlighed anno 2016, er man nødt til at gøre sig klart, at der ikke kun findes én slags borgerlighed, men adskillige borgerligheder, understreger professor Peter Nedergaard. I dag betragtes alt fra socialkonservatisme til ultraliberalisme og det stærkt nationalistiske som borgerlige holdninger. Og det er en forholdsvis ny udvikling, vurderer han.

»Går vi 40 år tilbage, var holdningen til f.eks. EU – dengang EF – fuldstændigt ens i den borgerlige fløj, og der var også bred enighed om mange andre ting. Selvfølgelig var der forskelle, men de var ikke så markerede og slet ikke så artikulerede som i dag,« siger han.

»I dag har vi – ved siden af den helt brede accept af grundlæggende borgerlige værdier fra højre til venstre i det politiske spektrum – en række forskellige større og mindre grupperinger med meget forskellig tilgang til borgerlighed.« Han remser op:

»Der er den klassisk nationalt borgerlige med vægt på kongehus, det danske sprog og dansk identitet. Den liberalt orienterede borgerlige med fokus på økonomi. Den globaliserede borgerlighed har ofte rødder i det store erhvervsliv og en holdning om, at nationalstaten er for lille og snæversynet. Den identitetsborgerlige er typisk en klassiske borgerlig, for hvem det er en grundlæggende værdi, at der ikke er for stor forskel på samfundets top og bund. Mens den markedsborgerlige ønsker incitament til at investere og gerne vil acceptere større forskelle mellem top og bund, hvis det samlet kan gøre Danmark rigere.«

Hvem der befinder sig i de forskellige borgerlige grupperinger, afhænger ikke mindst af, hvilken generation man tilhører, mener Lars Hovbakke Sørensen.

Især ser han en helt ny form for borgerlighed i den unge generation, der er vokset op i kølvandet på 68-generationens opgør med faktuel viden i folkeskolen.

»De ved ingenting om historie eller kultur, de aner ikke, hvornår middelalderen var, og de kender hverken Johs. V. Jensen eller Karen Blixen,« siger han.

»De er ikke borgerlige, fordi de finder det vigtigt med faglighed og kundskab i folkeskolen, eller fordi de ønsker at bevare den særlige kulturelle tradition, vi har i Danmark. For dem handler borgerlighed mere om ikke at betale en masse i skat, og at vi ikke skal have et velfærdssamfund, hvor der sidder nogle og snylter på fællesskabet – uanset om de er danskere eller udlændinge.«

Borgerlige læsere: Jan Pedersen, karrieremand i 40’erne. Fold sammen
Læs mere

Han hæfter sig også ved, at det ikke mindst er blandt de unge borgerlige, man finder den voksende skepsis over for det europæiske samarbejde, der de seneste fem-ti år har indtaget den borgerlige lejr. Før årtusindskiftet var det hos de borgerlige, man fandt den største EU-begejstring – tænk bare på Uffe Ellemanns stjerneprydede EU-sokker. I dag er det at være borgerlig ifølge Lars Hovbakke Sørensen nærmest synonymt med at være EU-skeptisk.

»Og det virkeligt interessante er, at det i meget høj grad er de helt unge mennesker i 18-29 års alderen, der er borgerlige og samtidig EU-modstandere,« siger han.

Derudover ser han en generel holdning til, at moderne borgerlige er blevet mere individualistiske og mindre fællesskabsorienterede.

»Moderne borgerlige kan godt være optaget af f.eks. økologi, som tidligere mest var en mærkesag for venstrefløjen. Men deres engagement handler mere om, hvad økologi betyder for deres egen sundhed og mindre om hensynet til samfundet – eller kloden.«

Set i det lys er 42-årige Jan Pedersen næppe en typisk moderne borgerlig. Han har tjek på både sin urtete, sin styrketræning og sin historiebog. Han kan godt blive lidt nervøs over ordet frihed. Selvom det er godt at kunne udfolde sig, skal der være faste rammer, mener han. Der skal ikke enøjet fokuseres på, hvad han kalder »den lækre bundlinje«.

Derfor har han et par borgerlige ord til de politikere, der synes helt at have droppet værdidebatten til fordel for en debat udelukkende om skattelettelser. Borgerligheden leder efter sig selv, mener han, og efter »markante politiske og kulturelle personligheder«.

»Mange borgerlige står af og tager ikke den værdipolitiske debat. Derfor bliver borgerlig politik ret hurtigt reduceret til skattelettelser. Og det er, undskyld mig, fantasiforladt og visionsløst. Vi må have en bredere forståelse af borgerlighed.«

De kommende uger kan du møde såvel Jan Pedersen som en række andre danskere med borgerlige holdninger i forskellig aftapning i Berlingskes artikel- og debatserie »På sporet af borgerligheden«.

LÆS MERE