Borgerlige vil gøre det lettere at smide elever ud og lukke problemfyldte gymnasier

De Konservative er indstillet på at lukke etnisk opdelte gymnasier med social kontrol, lav faglighed og elevflugt. Tanken får opbakning fra flere borgerlige partier. Regeringen udelukker ingen redskaber forud for forhandlinger, der indledes onsdag.

De Konservative lægger nu op til at give lettere adgang til at smide elever ud og lukke gymnasier, der fortsat oplever problemer med etnisk opdeling eller elevflugt. »Er der store problemer på et gymnasium, hvor der er en elevflugt på grund af tingenes tilstand, skal vi ikke tvinge andre velfungerende elever over på de gymnasier. Så må vi i højere grad tage konsekvensen,« siger partiets ungdomsuddannelsesordfører, Katarina Ammitzbøll. Arkivfoto: Søren Bidstrup

Anført af de Konservative vil flere borgerlige partier nu i højere grad kunne lukke gymnasier, der som følge af etnisk opdeling oplever problemer med elevflugt, social kontrol eller lav faglighed.

Meldingen kommer forud for de politiske forhandlinger om fordeling af elever til ungdomsuddannelserne, som indledes hos undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) onsdag.