Borgerlige partier: Terrorstøtte skal koste statsborgerskabet

De blå partier vil stramme kampen mod radikalisering ved blandt andet at inddrage statsborgerskabet for personer, der støtter terror ved for eksempel at kæmpe med IS.

Foto: TAUSEEF MUSTAFA
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Venstre, Dansk Folkeparti, de Konservative og Liberal Alliance vil gå længere i kampen mod radikalisering, end regeringen lægger op til.

I et nyt, samlet udspil, som fremlægges onsdag, går de blå partier efter blandt andet at tage statsborgerskabet fra personer, der dømmes for terror, og et indrejseforbud til områder i verden, hvor radikaliserede risikerer at tage til og deltage i terror.

»Vi synes ikke, regeringens udspil om bekæmpelse af radikalisering er tilstrækkeligt,« siger Venstres integrationsordfører, Martin Geertsen (V), som onsdag sammen med de øvrige partier præsenterer oplægget for justitsminister Mette Frederiksen (S).

Folketingets partier er onsdag indkaldt til forhandlinger om det radikaliserings-udspil, som regeringen tidligere i år præsenterede. Regeringen har blandt andet lagt op til at inddrage pas og indføre et udrejseforbud til personer, man mistænker vil rejse i krig for at støtte eksempelvis Islamisk Stat (IS) i Syrien og Irak.

Ifølge Politiets Efterretningstjeneste (PET) er flere end 100 personer siden 2011 draget i krig i de to lande. Af dem er »omkring 25« taget af sted alene i år, har Justitsministeriet tidligere oplyst til Berlingske.

Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen (DF), mener ikke, at regeringens oplæg går langt nok.

»Vores forslag skal ses som et alternativ til regeringens alt for pædagogiske indgangsvinkel til ekstreme muslimer,« siger Martin Henriksen, som lægger vægt på, at man i yderligere grad kan komme efter folk, der støtter IS aktivt.

»Det væsentligste for os, det er, at vi bliver bedre til at sanktionere over for de personer, som drager af sted og kæmper for Islamisk Stat. Det er sanktioner som fratagelse af statsborgerskab, opholdstilladelse, og det væsentligste er, at der også kommer en fængselsstraf,« siger han.

De Konservatives integrationsordfører, Tom Behnke (K), håber, at strammere lovgivning og regelsæt kan skræmme folk fra at rejse ud og støtte terror. Han peger på, at de blå partier også foreslår, at udlændinge med opholdstilladelse skal rammes.

»Nu gør vi, hvad vi kan for at forhindre dem i at rejse ud, og hvis de alligevel gør det, så skal det have en konsekvens, så de kan forstå, at de skal lade være. Hvis man ikke er dansk statsborger, så mister man sin opholdstilladelse og får indrejseforbud,« siger Tom Behnke.

Liberal Alliances politiske ordfører, Simon Emil Ammitzbøll (LA), synes især godt om, at de borgerliges 11 punkter omfatter en præcisering af loven, så deltagelse i kamp mod danske eller allierede soldater vil være lig med landsforræderi.

»Vi sørger for, at vi får nogle redskaber, så vi kommer efter dem, som tager til Syrien og andre steder for at blive hellige krigere, for det har vi ikke i dag,« siger han.