Borgerlige lader kritik af debattone prelle af

Pia Kjærsgaard og Inger Støjberg, et par af udlændingedebattens markante stemmer, afviser Europarådets kritik af den danske debattone.

Europarådet er på afveje, når det kritiserer tonen i den danske udlændingedebat. Det mener Pia Kjærsgaard (DF), Dansk Folkepartis værdiordfører, og Venstres politiske ordfører, Inger Støjberg (V) - to af udlændingedebattens mest markante stemmer.

»På mig virker det som om, at der sidder et udvalg under Europarådet, som leder efter noget at kritisere. Jeg må indrømme, at jeg tror ikke, at jeg én eneste gang har taget det for gode varer, når de er kommet med deres kritik. Jeg synes, at det er fjernt fra virkeligheden,« siger Pia Kjærsgaard.

Hvad kan man bruge rådets kritik til?

»Ingenting overhovedet. De får lov til at udtale deres kritik, og det er så det,« siger Pia Kjærsgaard og uddyber:

»Jeg tror ikke rigtig, at der er nogen, som tager det seriøst. Jeg tror bare, at folk ryster på hovedet«.

Inger Støjberg kalder Europarådets kritik »diffus«.

»Vi har altid haft en tradition i Danmark for, at vi diskuterer og siger tingene, som de er, og det, synes jeg, er en stolt og god tradition, som vi skal holde fast i. Når det er sagt, så er det altid lidt sådan, at kan man ikke finde på andet at kritisere, så kan man i hvert fald altid kritisere tonen,« siger hun.

Özlem Cekic (SF), SFs ligestillingsordfører, synes, kritikken er helt på sin plads. Hun mener, at Venstre sammen med Socialdemokraterne bærer en del af ansvaret for, at tonen er blevet hårdere, fordi de to partier har skruet op for retorikken på udlændingeområdet.

Inger Støjberg afviser den udlægning:

»Det er jeg ganske enkelt ikke enig med Özlem Cekic i. Jeg synes selv, at hun er en fremragende debattør - og man kan sige, at hun også er kendt for at sige tingene, som de er, og som hun ser dem, og det sætter jeg stor pris på.«