Borgens eneste Trump-tilhænger: »De, der har haft travlt med at dæmonisere Donald Trump, skal pakke sammen nu«

På Christiansborg går der én politiker rundt, som er erklæret Trump-tilhænger. Han er fra Dansk Folkeparti og hedder Kenneth Kristensen Berth. Og han glæder sig over, at valget i USA gik, som det gjorde.

Foto: NIELS AHLMANN OLESEN

Mens langt hovedparten af de danske politikere – deriblandt også folketingsmedlemmer fra Dansk Folkeparti – har haft travlt med at hæfte ord som »dumsmart«, »vulgær« og »kugleskør« på Donald Trump, har DFs EU-ordfører Kenneth Kristensen Berth som den eneste fastholdt sin støtte til ham.

Derfor er han godt tilfreds med, at amerikanerne nu har peget på netop Trump som manden, der skal efterfølge Barack Obama som USAs næste præsident.

Og nu må latterliggørelsen af Trump forstumme, mener Berth, der opfordrer både danske politikere og Europa generelt til at samarbejde med Trump.

»De, der har haft travlt med at dæmonisere Donald Trump, skal pakke sammen nu og slå ind på samarbejdets spor. Det er det helt afgørende nu. USA og Europa skal slå last og brast. Ellers kan vi ikke klare os over for de udfordringer, verden står over for,« siger Kenneth Kristensen Berth.

Ifølge Kenneth Kristensen Berth kan Donald Trump næsten ikke andet end overraske, når man tænker på, hvad der er blevet sagt om USAs kommende præsident.

»Og jeg kan da se, at der er nogle, der har utrolig travlt med at padle bagud på deres tidligere udtalelser. Det er fint, men man skal bare huske, at vi lever i en verden, hvor man kan finde de udtalelser frem igen,« siger han.

Berth: Clinton lavede en Nyrup

Danske politikere har kaldt ham alt fra kugleskør, vulgær og populist. Hvad synes du om, at man udtrykker sig sådan om en politiker, der er på valg i et andet land, og nu er endt som præsident for en af vores nærmeste allierede?

»Selvfølgelig har han sagt nogle ting, der har været kugleskøre. Det er ikke så meget det. Men det er den helt grundlæggende stigmatisering af ham som person og af hans vælgere. Clinton kaldte halvdelen af Trumps vælgere for 'sørgelige eksistenser' - jo fuldstændig sammenlignelig med Nyrups kommentar om, at Dansk Folkeparti ikke var stuerene. Og den hadske og helt urimelige måde at omtale andre mennesker på – helt almindelige mennesker, der på den måde bliver stigmatiseret og udskreget til at være hillbillies, der ikke kan lægge to og to sammen - er ikke i orden. Det er helt vildt,« siger Kenneth Kristensen Berth.

»En af de ting, Trump har slået til lyd for, er at stoppe masseindvandringen til USA. USA ændrer sig så meget demografisk i de kommende år, at vi i løbet af 30-40-50 år vil have en situation, hvor flertallet i USA er folk, der ikke har deres rod i Europa. Og så er spørgsmålet, om vi i Europa har nogen interesse tilbage for USA. Det er jeg ikke sikker på, vi i så fald vil have,« siger han.

Hvad tror du, vi kan forvente os af Donald Trump, når han bliver præsident?

»Jeg forventer, at han kommer et langt stykke med de initiativer, han har fremlagt i valgkampen; dæmme op for indvandringen, intensivere kampen mod islamisk terrorisme, skabe et bedre forhold til Putin og Rusland. Og han har jo flertal i Repræsentanternes Hus og i Senatet, så grundlaget for, at han kan blive en præsident, der rent faktisk kan flytte noget, er til stede. Men samtidig har han ingen politisk erfaring. Så han bliver også en præsident, der har brug for dygtige folk i sin administration, der kan hjælpe ham.«

Der er dem, der mener, at Europas sikkerhed nu er truet, fordi Trump ikke har villet garantere, at Natos musketéred gælder, hvis et østeuropæisk land bliver angrebet af Rusland. Deler du den frygt?

»Nej, det gør jeg ikke. Der er ikke nogen tvivl om, at USA selvfølgelig vil bakke op, hvis der opstår en krise. Og jeg har i øvrigt svært ved at se den for mig. Også selvom jeg godt ved, at der er nogen, der gerne vil male en hvis herre på væggen i forhold til Rusland. Men den frygt deler jeg altså ikke. Og jeg mener, det er helt rimeligt, at de øvrige Nato-lande begynder at spytte mere i bøssen. USA betaler jo noget, der ligner ¾ af Natos budget. Det er uholdbart.«

»Putin er da en slyngel«

Men er det ikke problematisk, at Trump ikke vil garantere, at Natos musketéred gælder?

»Men det kommer ikke til at ske, at et østeuropæisk land bliver angrebet af Rusland. Og hvis det endelig skulle ske, så gælder den musketéred altså stadig.«

Men han har jo ikke villet garantere det…

»Men det gør den. Det er jeg ikke i tvivl om.«

Trump har signaleret, at han gerne vil have et bedre forhold til Rusland og til Vladimir Putin. Hvorfor er det en god idé, når Rusland agerer, som landet gør?

»Fordi det er en forudsætning for, at vi kan bibeholde verdensfreden og for, at vi sammen kan kvase den politiske islamisme. Hvis vi bruger alt krudtet på at slås med russerne, så kommer vi ikke sejrrigt ud af konflikten, der står mellem den islamistiske terrorisme og vores vestlige demokrati. Det er derfor. Det er det, der er den fuldstændig og helt og aldeles afgørende konflikt i verden. Putin er da en slyngel, det er der ingen tvivl om. Men hvem udgør den største fare? Det gør dem, der render rundt og vil slå uskyldige mennesker ihjel i grusomme terrorangreb rundt om i verden. Og det er dem, vi skal have kvast.«

Håber du Trump bygger den mur mod Mexico, han har sagt, han vil bygge?

»Det synes jeg i meget høj grad er et internt amerikansk anliggende. Jeg kan konstatere, han har lovet det, og at han har lovet at gøre noget ved masseindvandringen og i modsætning til Clinton ikke vil give statsborgerskab til alle de illegale indvandrere, der er kommet til USA i tidens løb.«