Kaare Dybvad, boligminister, Socialdemokratiet:

Som nyudnævnt boligminister har socialdemokraten Kaare Dybvad fået sin sag for.

Alligevel tager man tager fejl, hvis man tror, at hans sommerlæsning i år kun består af boligøkonomiske redegørelser og departementets årsrapport.

»Jeg prøver hver sommer at holde meget fast i det skønlitterære for ikke at glide for meget ned i sådan noget pseudopolitik,« siger Kaare Dybvad og forklarer, at man gennem skønlitteraturen kan »forstå verden på en ny måde og se nogle ting i et andet lys«.

»Jeg kan læse sætninger i skønlitterære bøger, som indkapsler en livsform på en måde, som en eller anden rapport aldrig ville kunne,« siger han.

Kaare Dybvad har derfor også »en lang liste« af sommerbøger, han gerne vil nå igennem. Først og fremmest Victor Hugos »De elendige« (Les Misérables, red.), som han har købt i »en gammel udgave i tre bind«, men også Michél Houellebecqs roman »Serotonin«, der kaster et kritisk lys på centraliseringen og globaliseringens konsekvenser i Frankrig, og Morten Papes »Guds bedste børn«, der beskriver et hårdt og forrået miljø på samfundets bund.

»Der er den der gamle traver med, at politisk kunst som regel er dårlig, men at al god kunst har et eller andet politisk i sig,« siger Kaare Dybvad, der vil anbefale Hans Scherfigs satiriske kriminalroman »Idealister« til rejsetasken.

»Der beskriver han en – i politisk forstand – helt grundlæggende konflikt mellem folk, der er materielt orienterede og tror på små fremskridt, og idealisterne, som har nogle meget højtsvævende visioner om, at man skal gå i bare tæer, spise kål eller afskaffe penge, for at verden skal være et bedre sted,« siger han og tilføjer:

»Jeg har læst Scherfigs bøger rigtigt mange gange, og jeg er meget fascineret af hans litterære stil. Han beskriver nogle personer på den måde, man forestiller sig, at de ville beskrive sig selv. Den mest sarkastiske måde at latterliggøre folk på er jo i virkeligheden at beskrive dem, sådan som de ville have beskrevet sig selv. Det er Scherfig mester i. Det er en enestående skarp stil.«

Katarina Ammitzbøll, Det Konservative Folkeparti:

Katarina Ammitzbøll blev til valget grundlovsdag valgt til Folketinget for Det Konservative Folkeparti for første gang, og som nyudpeget EU-ordfører for sit parti er der især én bog, hun skal tygge sig igennem i sommerferien: »Dark Continent: Europe's Twentieth Century« af Mark Mazower.

»Den giver et indblik i Europas historie, og hvad der er sket. Vi ser i dag et Europa i en brydningstid. I flere lande træder nye og meget højrenationale partier frem igen. Jeg er meget nysgerrig efter at se, hvad det er for nogle trigger points i samfundet, der får dem til at træde frem. Det virker, som om nogle af landene går tilbage til, hvad de var før,« siger Katarina Ammitzbøll, der mener, at »vi alle sammen bør læse noget mere om Europas historie«.

En veninde har dog også anbefalet den konservative politiker at læse årets helt store internationale bestseller »Min historie« af den tidligere amerikanske førstedame Michelle Obama.

»Hun (veninden, red.) sagde, at den var spændende at læse, fordi den virker så ærlig, og hun fortalte mig, at hun tænkte på mig, da hun læste den. Forskellen er selvfølgelig, at Michelle Obama skulle stå i baggrunden, men hun er ikke en, der går i ét med tapetet. Den del, synes jeg, er interessant,« siger Katarina Ammitzbøll, der også gerne vil lære mere om præsidentfruens husbond, tidligere præsident Barack Obama.

Når den konservative politiker skal anbefale andre en sommerbog, er valget ganske partiloyalt, men, som hun bedyrer, »behøver man bestemt ikke være konservativ for at læse den.«
Katarina Ammitzbøll anbefaler således »Schlüters politiske testamente« af John Wagner om den tidligere konservative partiformand Poul Schlüter.

»Den giver et indblik i dansk politik, men han trækker også den stærke værdipolitik frem, og den er vigtig, uanset hvilket parti vi er fra,« siger hun og uddyber:

»Vi skal fokusere på at styrke vores samfundsmæssige værdier, nu hvor vi er i en meget omskiftelig verden, hvor det aldrig har været lettere at skabe en populistisk platform.«