Ni ud af 22 af regeringens særlige rådgivere for ministrene – i folkemunde kaldet »spindoktorer« - har i 2017 fået en bonus for deres arbejde. Bonusserne er tikket ind på kontoen hos særlige rådgivere, der har opfyldt en række krav til særligt veludførte arbejdsindsatser og spænder mellem 32.000 kr. og 75.000 kr.

Det kom frem i ly af vinterferien, hvor Altinget kunne fortælle om engangsvederlagenes størrelser.

Bonusserne falder flere politikere udenfor regeringspartierne tungt for brystet. Heriblandt Dansk Folkepartis gruppeformand, Peter Skaarup, der har svært ved at se fornuften i, at rådgivere får ekstra belønning til deres allerede pæne løn.

»Bonusser til spindoktorer adskiller sig ikke fra bonusordninger, som vi oplever i det offentlige generelt. Spindoktorer er jo også en del af den offentlige sektor. Man får en fin løn, hvor man sådan set har fået løn for sit arbejde. Jeg skal da ikke udelukke, at der kan være totalt ekstraordinære situationer, hvor det kan forekomme. Men det skulle det i så fald også være,« siger Peter Skaarup, der ikke kan få øje på sådan nogle situationer.

»Jeg synes, at man har fået den løn, man er berettiget indenfor den offentlige sektor,« siger han.

Ministrenes særlige rådgiveres årsløn eksklusiv pension spænder mellem 708.497 kr. til 1.070.815 kr.

Også under den tidligere regering blev der givet bonusser til ministrenes særlige rådgivere.

Minister for offentlig innovation Sophie Løhde (V) meddelte tidligere på måneden, at hun vil igangsætte en undersøgelse for at komme til bunds i brugen af præstationsbonusser i selskaber i den offentlige sektor.

Undersøgelsen igangsættes, efter at DR kunne berette om præstationsbonusser på direktørgangene i Banedanmark. Bonusser som befandt sig i et leje mellem 100.000 og 125.000 kr.

Præstationsbonusser er en form for aflønning, der dækker over engangsvederlag betalt til bonusberettigede ansatte i forbindelse med opnåede mål.

Står det til Peter Skaarup, må bonusordninger ikke blive en integreret del af lønningerne i den offentlige sektor. DF’s generelle holdninger til bonusser er i al sin enkelthed, at de skal helt skal afskaffes. For ham at se er det svært at få befolkningen til at forstå fornuften i, at højtlønnede offentligt ansatte skal have engangsvederlag.

»Det er meget svært at skabe forståelse hos borgerne, som forventer, at den offentlige sektor er til for dem uanset bonus,« siger han.

Du er vel ikke bekendt med de resultater, som de særlige rådgivere har opnået, så skal den slags ikke overlades til ministerierne?

»Det er bestemt svært for mig at vurdere i den konkrete situation, og det må være ministrenes ansvar at vurdere, hvem der skal have en bonus. Jeg kan bare forholde mig til, at bonusser kan være en sten i skoen for den offentlige sektor. Man risikerer at skævvride og at belønne for noget, som de ansatte allerede har fået løn for,« siger han og slår fast:

»Derfor er vi dybt skeptiske overfor bonusser.«

Det er Moderniseringsstyrelsen under Finansministeriet, som varetager områder, der handler om løn, pension og personale i staten heriblandt godkendelse af lønniveauet for ministrenes særlige rådgivere. De oplyser, at bonusser udelukkende bliver vurderet af de enkelte departementer i ministerierne.

Moderniseringsstyrelsen er med til at igangsætte den planlagte analyse, som Sophie Løhde har efterspurgt, men oplyser at undersøgelsen stadig er så ny, at det endnu ikke vides, om de særlige rådgiveres bonusser også skal gås efter i bedene.

Står det til Alternativets finansordfører, Josephine Fock, er det vigtigt, at deres bonusser indgår i undersøgelsen. Hun deler Peter Skaarups kritiske indstilling til rådgivernes vederlag, da hun ønsker mere åbenhed.

»Det er godt, hvis der kommer åbenhed om, hvordan deres bonusprogram er bygget op. Det, synes jeg, ville være fint, hvis det indgik i en samlet undersøgelse. Det synes jeg, det er, fordi der er sådan en mangel på tillid fra befolkningens side til politikere og spindoktorer. Jeg har indtryk af, at befolkningen synes, at spindoktorer er blevet en del af problemet, fordi det sommetider virker som om, at politikerne udtaler sig på baggrund af råd fra spindoktorer,« siger hun.

Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, fortælller, at han ikke har noget imod, hvis bonusser til særlige rådgivere bliver undersøgt såfremt, der er stemning for det. Selv ser han dog ikke de store problemer ved bonusserne.

»Bonussystemer er en klog måde at aflønne folk på. De tre jobs jeg havde ude i den virkelige verden, inden jeg gik ind i politik, havde et element af bonusser i sig. Der er nogle der misforstår bonusser ved at tro, at det er noget, man får for at passe sit arbejde - Det er det ikke - det er noget man får for at yde en ekstra indsats. I det tilfælde, at det (undersøgelsen, red.) gælder alle offentligt ansatte, så synes jeg, det er relevant, men jeg synes også helt ærligt, at der er forskel på en direktør og en særlig rådgiver,« siger han.