Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Pia Kjærsgaard (DF) risikerede sin egen sikkerhed, da hun i juni 2012 ventede med at skrive et besøg på Christiania ind i sin kalender for at undgå en eventuel aflysning.
Det mener tidligere operativ chef i Politiets Efterretningstjeneste (PET) Hans Jørgen Bonnichsen.
»Man skal selvfølgelig ikke forsøge at fuppe PET. Det er uværdigt og kan i sidste ende medvirke til, at sikkerheden omkring den pågældende person bliver svækket,« siger Hans Jørgen Bonnichsen.
Han kritiserer den tidligere formand for Dansk Folkeparti for at skade PETs mulighed for at udføre det arbejde, som efterretningstjenesten bliver sat til.
»Politikerne såvel som PET skal have mulighed for at udføre deres vigtige arbejde. Det er altså ikke noget, man skal forsøge på at forhindre i forhold til politikerne eller fuppe med i forhold til PET. Begge dele er efter min opfattelse uværdigt og kan i sidste ende skabe en tvivl, som absolut ikke er til gavn for nogen af parterne, hverken PET eller politikerne,« siger Hans Jørgen Bonnichsen.
Kommentarerne fra den tidligere operative leder falder, efter Pia Kjærsgaard i mandagens udgave af Berlingske indrømmer, at hun ville narre PET og Justitsministeriet ved først at få skrevet et besøg på Christiania ind i sin personlige kalender, som PET har adgang til, få dage før besøget skulle finde sted.
Det gjorde Pia Kjærsgaard i samråd med blandt andre Peter Skaarup (DF), fordi hun havde en mistanke om, at PET ville aflyse et besøg på Christiania for Folketingets Retsudvalg i februar 2012 efter at have set arrangementet i partiformandens kalender.
Det skulle være sket, fordi opgaven med at beskytte Pia Kjærsgaard ville blive for dyr. PETs afgående chef, Jakob Scharf, afviser påstanden.
»Sagen er ved at blive et stykke politisk absurd teater,« siger Hans Jørgen Bonnichsen.
Justitsminister Morten Bødskov (S) skal i samråd om sagen tirsdag.