Bonderøven, Sebastian Klein og forsangeren fra Magtens Korridorer skal finde Danmarks smukkeste natur

Danmark skal have en ny naturkanon, som skal få flere danskere op af sofaen og ud i naturen.

Den nye naturkanon skal bestå af 15 steder i Danmark med en smuk natur. Et af de steder kunne f.eks. være Møns Klint.
Læs mere
Fold sammen

Det skal nu afgøres, om Mols Bjerge, Skagen og Møns Klint er blandt de skønneste danske naturoplevelser.

Der er tale om den nye naturkanon, som regeringen skal i gang med at arbejde på fra i dag.

Ideen til den nye naturkanon kommer fra de Konservatives gruppeformand Mette Abildgaard (K), som ved hjælp af danskerne, en jury og fire mio. kr. skal finde Danmarks 15 skønneste naturoplevelser.

»Vi kan bruge millioner på at lave oplysningskampagner om, at man skal passe på naturen, men det bedste, vi kan gøre for naturen, det er at få flere til at få øjnene op for, hvad den har at byde på,« siger Mette Abildgaard.

Målet er at få flere til at bruge den danske natur, derfor bliver der også lagt op til, at danskerne selv kan sende deres ønsker ind til, hvad der skal med. Herefter vil en jury udvælge de 15 steder, som den endelige naturkanon skal bestå af.

Konceptet minder således meget om Dan Jørgensens (S) madkanon fra 2014, hvor Danmarks nationalret skulle findes. Det endte med at blive stegt flæsk og persillesovs.

»Mere for folket end for fagfolket«

Ønsket om en ny naturkanon har været en del af regeringsgrundlaget, siden VLAK-regeringen kom til i november 2016.

Danmark har allerede en naturkanon, som blev til under VK-regeringen i 2009. Den indeholder 216 eksempler på dansk natur.

Selv om den danske natur ikke har forandret sig meget siden da, er der ifølge Mette Abildgaard gode grunde til at supplere den med en ny.

»Den nye naturkanon skal være mere for folket end for fagfolket,« siger Mette Abildgaard.

Derfor er man denne gang gået efter en jury, som ikke primært består af fagfolk, men af formidlere, som kan sikre en stor folkelig opbakning.

»Målet er at få danskerne til at få øjnene op for alt det vidunderlige, vi har i Danmark. Derfor har vi valgt, at der skal være nogle dygtige formidlere med i den her jury, som har et stort publikum, der lytter til dem,« siger Mette Abildgaard.

Juryen består bl.a. af Sebastian Klein, »Bonderøven« Frank Erichsen og forsangeren fra Magtens Korridorer, Johan Olsen.

Mette Abildgaard siger, at man sagtens kunne have valgt en jury udelukkende bestående af fagfolk, som kunne nørde, hvilken naturtype, der er mest udsat i Danmark, eller hvilket sted, der lever flest rødlistede arter, men at det ikke er meningen med denne naturkanon.

»Der er ikke noget facit over, hvad et dejligt naturområde er. Det er noget, man ser, og dermed ikke noget, man kan uddanne sig til at have det rette svar på. Så der er valgt nogle mennesker, som har hjertet med, og som interesserer sig for det grønne,« siger Mette Abildgaard.

Danskerne kan melde mulige steder ind til Danmarks Naturkanon frem til 23. september. Herefter er det op til juryen, som gerne skal have besluttet sig for de 15 steder inden årsskiftet.