Med et nyt forslag vil regeringen gøre det lettere for førstegangskøbere at komme ind på boligmarkedet.

Men trods gode intentioner kan effekten blive kortvarig for dem, som forslaget skal hjælpe.

Det siger cheføkonom Marc Lund Andersen ved Boligøkonomisk Videncenter.

Blandt andet vil regeringen give mulighed for realkreditlån med en 40-årig afdragsperiode op til en belåningsgrad på 80 procent. I dag er afdragsperioden maksimalt 30 år.

Det vil potentielt gøre førstegangskøbere i stand til at købe en dyrere bolig, for eksempel i København, hvor der er stor rift om ret få ejerboliger. Men der kan også komme prisstigninger.

- På den korte bane kan det godt gøre en forskel. På den lange bane kan man godt frygte, at det vil sætte sig i boligpriserne, siger boligøkonomen.

Tiltaget med realkreditlån vil ifølge regeringen betyde, at man vil kunne sænke ydelsen med cirka 6700 kroner om året per lånte million, hvilket er cirka 560 kroner om måneden.

Den mulighed begrænser sig dog ikke alene til førstegangskøbere.

- Og dermed vil nogle, som allerede måske har optjent en boligformue, også få adgang til at tage de lån, så de også kan byde det mere i teorien, siger Marc Lund Andersen.

- Omvendt så har de jo også i dag adgang til afdragsfrie lån, så der er nogle mekanismer der, der er lidt svære at forudsige, siger Marc Lund Andersen.

Ud over forslaget med realkreditlån ønsker regeringen også en længere tilbagebetalingsperiode på et SU-lån. Og så skal der være mere fleksibilitet i vurderingen af borgernes økonomi ved kreditvurderinger.

Forslagene lander midt i valgkampen op til kommunalvalget, som er om under to uger. De ventes at blive en del af et boligudspil, som ventes præsenteret inden længe.

Regeringen vil derudover adressere boligmanglen i København ved at foreslå, at kommuner fremover kan stille krav om op til 25 procent ejerboliger i nybyggede boligområder.

Det forslag er Marc Lund Andersen dog skeptisk overfor, da det kan skabe "komplekse" udfordringer i forhold til lovgivning, som giver ejere af lejligheder mulighed for både at bebo og udleje en lejlighed.

- Den eneste måde, som jeg umiddelbart kan se, at man kan tvinge det igennem, er, at man skal tinglyse det som en servitut på den enkelte lejlighed, at den skal bebos af dens ejer, siger han.

- Det ville gøre, at de personer, som køber de her lejligheder, skal have et prisafslag, fordi det er værdiforringende for boligen, forklarer økonomen.

/ritzau/