Børnehaver under pres: Alt bliver større, når det gælder de små

De seneste syv år har hele landet fået stadig flere kæmpevuggestuer, -fritidshjem og -skoler. Alt på børneområdet fusioneres og rationaliseres. Det er godt nyt for økonomien, men skidt nyt for børnene.

Den integrerede institution Regnbuen på Frederiksberg har kun 36 børn. Foto: Thomas Lekfeldt Fold sammen
Læs mere

Fra tid til anden stikker en 12-13-årig dreng eller pige hovedet ind i den lille integrerede vuggestue/børnehave Regnbuen på Frederiksberg. For lige at sige hej til Mai, Britta og alle de andre pædagoger, som har arbejdet i børnehuset i snart en menneskealder og for at se, om alt nu er, som det plejer i deres elskede gamle børnehave.

Deres første udbrud er næsten altid de samme: »Ej, er her ikke større?!«

Mai Rørvig, der har været leder af Regnbuen siden 1986, smiler. For når man kigger rundt i den hyggelige, gamle institution fordelt på to stuer, 70er-retrostole og legetøj en masse er der faktisk ret småt. Set fra et voksenperspektiv. Men prøv så at gå ned i knæ og se verden fra det udsyn, en meterhøj tumling har.

»Vi glemmer nogle gange, at børn oplever verden helt anderledes. De har brug for nærhed og for at blive set. For dem er bare huset her en stor verden. Når jeg så tænker på, at vi er en af de få små institutioner, der er tilbage, synes jeg godt nok det er frygteligt – fra børnenes perspektiv.«

De seneste syv år er udviklingen på børneområdet nemlig kun gået én vej – mod større og større enheder.

I 2007 gik der i gennemsnit 57 børn i landets kommunale daginstitutioner. I 2014 var gennemsnitsstørrelsen 77. På fritidshjemsområdet er størrelsen vokset fra 124 til 150 børn, og i samme periode er landets folkeskoler vokset fra at rumme i gennemsnit 362 til 448 elever, eller hvad der svarer til 20,2 pr. klasse i 2007 mod 21,6 sidste år.

Det viser en opgørelse, Berlingske har foretaget på baggrund af tal fra Danmarks Statistik.

Selv hvis man tager selvejende institutioner såsom Regnbuen med i regnestykket, rykker det ikke ved tendensen. Og ser man alene på landets største storbykommuner, København, Frederiksberg og Aarhus, er billedet endnu mere udtalt:

I 2007 var der i gennemsnit 64 børn i de københavnske daginstitutioner. I 2014 var det næsten fordoblet til 111. I Aarhus som har været allermest vidtgående med at indføre klyngestrukturer på børneområdet, er den gennemsnitlige kommunale daginstitution vokset fra 45 til 276 børn. I Københavns Kommune har byrådet under store forældreprotester lige besluttet at reducere antallet af fritidshjem endnu mere og indføre kæmpe-SFOer knyttet til byens skoler.

Forældre: Det går ud over nærheden

Med kun 36 børn er Regnbuen da også noget nær et unikum i Frederiksberg Kommune. Og det er den nok vigtigste årsag til, at Anne-Sophie Jessen har valgt den til sin søn Hugo.

»Jeg er ikke i tvivl om, at større institutioner kan tage på mere avancerede ture. Men jeg mener, at det vigtigste for små børn er at blive set og have et trygt forhold til få voksne. Og det er altså nemmere på et mindre sted,« siger Anne-Sophie Jessen.

Forsker: Småt er godt

De politiske argumenter for nye storinstitutioner har bl.a. været, at det giver mere professionel ledelse, flere timer til børnene, et bredere fagligt miljø og færre timer til dokumentation.

»Vores resultater har desværre bare vist, at det mest er skrivebordsargumenter,« siger Charlotte Ringsmose, professor og psykolog ved Institut for Uddannelse og Pædagogik på Aarhus Universitet.

Sammen med en kollega har hun tidligere på året udgivet en rapport, der på baggrund af observationer i 12 institutioner og en spørgeskemaundersøgelse med 488 ledere og 388 pædagoger andre steder kortlægger den pædagogiske kvalitet i store og små institutioner.

Og selv om det er rigtigt, at der er flere lækre værksteder og fede legeaktiviteter i de store institutioner med over 100 børn, bliver de sjældent brugt. Det er for besværligt at booke rum og flytte rundt med ungerne, viser erfaringerne. I stedet bliver børnene inde på stuerne, som til gengæld er mindre end i de små institutioner, der har færre end 50 børn.

Det går ud over nærværet, for det er slet og ret ikke muligt for ledere og pædagoger at kende alle børn, når der er over 100 unger, som tumler rundt dagen lang. Og når børnene ikke kender de voksne, henvender de sig sjældnere til dem for f.eks. at blive trøstet. Til gengæld bliver der skruet op for disciplineringen, hvilket går ud over barnets udvikling. Børn i store institutioner står mere i kø, venter og irettesættes mere, lyder konklusionerne.

I mange af de største institutioner i f.eks. Aarhus er de +100 børn ikke samlet fysisk under samme tag. Der er i stedet tale om såkaldt klyngeledelse, hvor en leder har ansvaret for tre-fire vuggestuer eller børnehaver på forskellige matrikler. Men selv om det på papiret virker politisk fristende at spare på »administrationen« frem for pædagoger på stuerne, kan konsekvenserne være fatale i praksis, mener Charlotte Ringsmose.

»Pædagogik handler jo ikke kun om antallet af kroppe, men også faglig kvalitet, og den bliver altså meget svingende, når ikke lederen er til stede i hverdagen,« siger hun.

Små fordele ved store steder

Det er dog ikke alle argumenter mod større institutioner, der har forskningsbelæg. En undersøgelse fra Institut for Økonomi på Aarhus Universitet viste for nylig, at elever på store skoler f.eks. klarer sig lige så godt som elever på små.

Mai Rørvig fra Regnbuen kan da også se flere fordele ved de store institutioner: At der er større kursusbudgetter og muligheder for at sammenlægge stuer ved sygdom og bruge personaletimerne mere effektivt. Og at der er mere tid til det administrative arbejde, som Mai Rørvig kun tager sig af de 15 timer på ugen, hun ikke er sammen med børnene på stuen.

»Selvfølgelig er der fordele, men det er nok mest for lederen,« siger hun. Og dog: Der er også flere mulige legekammerater i de lidt større institutioner. I små børnehaver som Regnbuens er der nogle år kun tre-fem børn fra samme årgang, og det kan være lige i underkanten i forhold til at finde alderssvarende venner.

Indtil videre er hun bare taknemmelig for, at Regnbuen er gået fri fra de seneste års mange sammenlægninger.

»Det er så synd og trist, hvis den eneste måde, man kan forblive lille, er ved at blive privat. For det må være en del af den offentlige opgave at have forskellighed i tilbuddene,« siger hun.