Bødskov vil have styr på gæld fra tilbagevendte udlændinge
Udlændingeministeren vil have overblik over manglende tilbagebetaling af udrejsehjælp, skriver Berlingske.

Udlændingeministeren vil have overblik over manglende tilbagebetaling af udrejsehjælp, skriver Berlingske.

Udlændinge- og integrationsminister Morten Bødskov (S) vil gå i gang med at indhente oplysninger om manglende tilbagebetaling af repatrieringsstøtte fra udlændinge, der vender tilbage til Danmark.
Det oplyser han til Berlingske.
Repatrieringsstøtten kan tildeles personer, der frivilligt forlader Danmark. Beløbet kan bruges til at etablere sig i deres oprindelsesland, tidligere opholdsland eller et land, de har en familiemæssig tilknytning til.
Ifølge avisen viser et svar fra Udlændinge- og Integrationsministeriet til Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalg, at repatrieringsordningen siden 2012 har haft en årlig fortrydelsesprocent på mellem 17 og 1.
Det er personens danske bopælskommune, der træffer afgørelse i ansøgninger om repatrieringsstøtte.
Gør personen brug af fortrydelsesretten inden for de første fire år efter udrejsen fra Danmark og søger om opholdstilladelse, skal kommunalbestyrelsen kræve, at støtten bliver betalt tilbage.
Kommunalbestyrelserne fastsætter en afdragsordning beregnet ud fra betalingsevnen på baggrund af en række parametre.
Fra 2023 til juli 2026 er 1957 personer ifølge Berlingske rejst ud fra Danmark med repatrieringsstøtte.
I samme periode er 102 personer registreret for at have fortrudt, skriver avisen.
Morten Bødskov bemærker i et skriftligt svar til Berlingske, at "det er et meget stort arbejde, som kræver, at vi indhenter oplysninger fra mange forskellige myndigheder". Herunder fra samtlige af landets 98 kommuner.
Den seneste samlede opgørelse for restancen er fra 2023 og lød på 10,8 millioner kroner fordelt på 82 personer.
I 2026 kan en voksen ifølge Berlingske få op til 168.258 kroner i etableringsstøtte, mens børn under 18 år kan få 51.317 kroner.
Personer kan få yderligere økonomisk støtte, hvis de frasiger sig fortrydelsesretten.
Personer med oprindelse i lande i Mellemøsten, Nordafrika, Pakistan og Tyrkiet kan desuden få et ekstra tillæg på 50.000 kroner.
RITZAU