Bødskov står foran giftigt stormløb

Frisag, næse eller...

Stormløbet mod justitsminister Morten Bødskov indledes tirsdag kl. 10 i Folketingets Retsudvalg og fortsætter dagen efter i folketingssalen. Foto: Thomas Lekfeldt, Keld Navntoft og Jens Nørgaard Larsen Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Inden for de næste tre døgn afgøres det, om Morten Bødskov (S) bliver tvunget til at trække sig som justitsminister.

Enhedslisten og de borgerlige har for en sjælden gang skyld forenet sig i et giftigt stormløb, der udspilles over to runder.

Tirsdag kl. 10 grilles ministeren i et samråd i retsudvalget, og hvis han stadig står op efter den omgang, får han dagen efter en tur mere i selve folketingssalen i en såkaldt hasteforespørgsel, skriver BT.

Især den sidste seance bekymrer regeringen, for her giver Folketingets regler mulighed for at stille en mistillidsdagsorden.

Vil Enhedslisten af med Morten Bødskov, er affyringsrampen med andre ord gjort klar.

Før Morten Bødskov selv blev minister, var han blodhunden, der jagtede borgerlige modstandere morgen, middag og aften. Nu er han selv under mistanke for at have givet Folketinget urigtige oplysninger om årsagen til, at retsudvalget aflyste et planlagt besøg på Christiania.

Selv om ledende S-ministre er overbeviste om, at Morten Bødskov har en god sag, giver de over for BT også udttyk for en vis nervøsitet over, at oppositionen har haft held til at tilrettelægge et højdramatisk stormløb mod ham.

Efter regeringens finanslovsaftale med V og K er man usikre på, om Enhedslisten søger hævn og vil ofre Morten Bødskov for på den måde at få ram på statsminister Helle Thorning-Schmidt og hendes højre hånd, finansminister Bjarne Corydon, som Enhedslisten notorisk ikke bryder sig om.

Urent trav og løftebrud

Deres frygt er ikke ubegrundet. Da den radikale Christian Friis Bach trak sig som udviklingsminister, skrev Enhedslistens chefstrateg, Pelle Dragsted, på Facebook, at det efter hans mening var ærgerligt, at det er de dygtigste og mest sympatiske ministre, der falder.

- Mens typer som Corydon og Bødskov fortsætter i stolen på trods af urent trav og løftebrud. Jeg byttede gerne de to herrer for Elbæk og Friis Bach, skriver han.

Ikke voldsomt populær

Justitsministeren har derimod en fair chance for at klare frisag, lyder meldingen fra regeringens lejr, hvis Enhedslisten indser, at man ude på venstrefløjen ikke synes, det er fedt at gå i døden for selveste Pia Kjærsgaards ret til at besøge fristaden, når hun vil.

Blandt borgerlige medlemmer af retsudvalget er Morten Bødskov heller ikke voldsomt populær.

Den konservative Tom Behnke giver ham pæne karakterer for hans professionelle håndelag, men dumpekarakter for samarbejdsviljen.

- Han tæller kun til 90, og når han er nået til 90, tæller han ikke videre. Det oplevede vi, da han forhandlede bandepakken. Alt blev klaret med det flertal, han har med Enhedslisten, og vi andre kom slet ikke i betragtning, siger Tom Benhke.

Venstres Kim Andersen mener, at Morten Bødskov har undergået en stor forvandling fra hård nyser, da han var i opposition, til en grå teknokrat, der optræder som systemets mand.

- Da han blev minister, var min umiddelbare vurdering, at han havde en stærk personlig dømmekraft. Men dømmekraften har siden vist sig at være mere præget af en teknokratisk og partiloyal tilgang til ministerjobbet, siger han.

Skal stå til ansvar

Hvis Morten Bødskov er påvirket af de sidste ugers hårde kritik af hans person, lader han sig ikke mærke af det.

- Jeg har det sådan, at det er livet i politik, siger han og forklarer, at han vedstår sig sit ansvar. Og han fastholder, at den begrundelse han gav retsudvalget for at få Christiania-besøget flyttet til en anden dag, var korrekt.

Synes du, at kritikken er usaglig?

- Jeg har stor respekt for folketingsmedlemmerne. Jeg har været så mange år i Folketinget, at jeg har set alle debatter udfolde sig, og det er hel fint med mig. Det er ’the name of the game’. Selvfølgelig skal de ansvarlige for lovgivningen og administrationen holdes benhårdt til deres ansvar, siger han.

Det er da alvorligt, når flere medlemmer af retsudvalget udtaler, at de ikke længere har tillid til dig?

- Men så håber jeg, at det vil ændre sig, når jeg får mulighed for at forklare, at det forholder sig, som jeg har sagt, siger Morten Bødskov.

Skulle det komme så vidt, at Enhedslisten truer med et mistillidsvotum, forventes det, ifølge hans ministerkolleger, at han selv går.