Blekingegade-medlemmer taler for første gang

Med en nekrolog på modkraft.dk bryder to af Blekingegadebandens medlemmer nu for første gang mange års tavshed.

Politibetjente mindes deres kollega Jesper Egtved Hansen, som Blekingegadebanden skød under et røveri i 1988. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mogens Ladegaard
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

- Han følte, han var på den rigtige side i kampen mellem undertrykkelse og udbytning på den ene side - og retfærdighed og befrielse på den anden. Det var det vigtige for ham.

Sådan skriver to tidligere medlemmer af Blekingegadebanden, Jan Weimann og Torkil Lauesen, blandt andet i en nekrolog over Niels Jørgensen, der døde sidste uge af kræft.

Gennem de seneste måneder har de tre haft mange samtaler om deres fælles fortid i Blekingegadebanden, afslører de to tidligere bandemedlemmer på modkraft.dk

- Det er vores indtryk, at Niels syntes, han har haft et godt liv. Måske ikke noget let liv - eller fejlfrit liv. Men et liv han ikke fortrød, skriver de.

Første ord
Det er første gang, at de tidligere bandemedlemmer taler om tiden under Blekingegadebanden og dens metoder.

- Det kan naturligvis problematiseres at handle udemokratisk i et demokratisk land, for at fremme demokrati og retfærdighed i en udemokratisk verden. Dette dilemma, mellem nationalt demokrati og en udemokratisk verden, er ikke blevet mindre i en stadig mere globaliseret verden, skriver de og fortsætter:

- I en dansk sammenhæng var vores praksis kriminel. Vi nærede ingen forhåbning eller ønske om at retfærdiggøre den i en dansk politisk sammenhæng. Niels så sig da heller ikke som politisk fange, da Blekingegadegruppen blev afsløret. Det var kriminalitet. Men det var en kriminalitet som var begrundet i globale politiske forhold. Niels -vi - befandt os i et dilemma, tog en beslutning og følgerne.

Intet om politidrab
I nekrologen står der ikke noget om drabet på den 22-årige politibetjent, Jesper Egtved Hansen, som 3. november 1988 blev skudt og dræbt under et røveri på Købmagergades Postkontor midt i København.

Ét af bandemedlemmerne skød den unge betjent, og det er endnu uvist hvem af dem, der skød.

Blekingegadebanden bestod af syv medlemmer. Niels Jørgensen, Jan Weimann og Torkil Lauesen fik hver 10 års fængsel. De blev prøveløsladt i slutningen af 1995.

- Niels var anti-imperialist, aktivist - at handle var vigtigt, men ikke uden analyse og omtanke. Det var en tilfredsstillelse for Niels at finde ud af, hvordan verden hang sammen - ikke mindst for at kunne handle ud fra denne viden, blive et lille tandhjul i den maskine, der kæmpede for retfærdighed og en bedre verden.

- Niels var en god kammerat og ven - han var til at stole på. Vi kommer til at savne ham meget, skriver de to kammerater.