Blå venner anklager Løkke for at tale med to tunger om flygtningekonvention

Mens statsminister Lars Løkke Rasmussen og andre ledende Venstre-folk herhjemme taler om behovet for at justere FNs Flygtningekonvention, genbekræfter regeringen i FN-regi uden forbehold Danmarks forpligtelser i konventionen.

FNs gamle Flygtningekonvention fra1951 er helt utidssvarende i forhold til de aktuelle udfordringer med flygtninge og migranter, og derfor skal konventionen ændres. Fold sammen
Læs mere
Foto: RODI SAID

FNs gamle Flygtningekonvention fra 1951 er helt utidssvarende i forhold til de aktuelle udfordringer med flygtninge og migranter, og derfor skal konventionen ændres.

Sådan har det i en indenrigspolitisk sammenhæng i det seneste års tid igen og igen lydt fra statsminister Lars Løkke Rasmussen og andre ledende Venstrefolk, der mener, at flygtningekonventionen, som den ser ud i dag, forhindrer Danmark i at føre den politik, der er nødvendig.

Men uden for Danmarks grænser – mere præcist i FNs hovedkvarter i New York – har regeringen nu sideløbende sværget troskab til den gamle konvention og genbekræftet, at den er »fundamentet for den internationale beskyttelse af flygtningene.«

Det fremgår af en længere FN-resolution, som Danmark har været med til at forhandle, og som skal vedtages i næste måned på et stort anlagt topmøde om flygtninge og migranter i FN.

Ifølge den amerikanske topdiplomat, Karen AbuZayd, der på vegne af FNs generalsekretær Ban Ki-moon har stået i spidsen for topmøde-forberedelserne, har der under forhandlingerne om resolutionen ikke været forslag om at ændre på FNs seks årtier gamle flygtningekonvention. Tværtimod, siger hun til Berlingske.

»Det, vi hører fra næsten alle lande, er, at vi ikke skal begynde at åbne for ændringer, for så bliver konventionen bare dårligere – ikke mindst sådan som flygtningesituationen er lige nu. Og det, vi vil med det historiske topmøde, er netop at forbedre forholdene for flygtninge og migranter,« siger Karen AbuZayd, der er forbavset over at høre, at Danmarks statsminister og andre ledende politikere herhjemme advokerer for en revision af flygtningekonventionen.

»Mener de det alvorligt? Det, vi nu gør, er jo blandt andet, at vi sikrer, at de, der ikke har forpligtet sig på konventionen, gør det, og sørger for, at de lande, der har reservationer, fjerner dem. Jeg ved, at konventionen er gammel, men den er ikke dårlig,« siger Karen AbuZayd.

Kritik fra blå støttepartier

I de andre blå partier, der alle støtter Venstre-regeringens ønske om et serviceeftersyn af FNs Flygtningekonvention, møder det hård kritik, at regeringen taler med to tunger, som Mette Bock, udenrigsordfører, udtrykker det.

»Det her er politik, når det er værst, og jeg forstår ikke, hvorfor regeringen ikke benytter denne historiske chance til at arbejde for en reformering af flygtningekonventionen. Man taler frygten for flygtningene op i stedet for at tage initativet til konstruktive løsninger. Det er slap politisk ledelse,« konstaterer Mette Bock.

Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen, mener, at sagen er et eksempel på regeringens »impotens.«

»FN og ikke mindst forhandlingerne forud for et topmøde om flygtninge er jo det helt oplagte forum at rejse forslaget om en revision af konventionen, og regeringen har oven i købet den nødvendige parlamentariske opbakning. Så det her er udtryk for regeringens impotens og manglende vilje,« fastslår Søren Espersen.

Den konservative udenrigsordfører, Naser Khader, der ligesom kollegerne i Liberal Alliance og Dansk Folkeparti intet har hørt om regeringens håndtering af det forestående FN-topmøde før Berlingskes kontakt, er også stærkt fortørnet.

»Regeringen svigter sine egne ønsker, også selv om der i Folketinget er bred opbakning til at tage flygtningekonventionen op til revision. Det er ikke bare de blå partier, men også Socialdemokraterne enige om,« siger Naser Khader.

Tavshed i Venstre

Berlingske har forgæves forsøgt at få en kommentar fra regeringen og Venstre. Men statsminister Lars Løkke Rasmussen, der ventes at repræsentere Danmark på FN-topmødet, har ikke svaret på Berlingskes henvendelse, og udenrigsminister Kristian Jensen har ingen kommentarer. Det samme gælder Venstres udlændingeordfører, Marcus Knuth, og partiets udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen, der begge oplyser, at de ikke kender til sagen.

Ifølge Thomas Gammeltoft-Hansen, der er flygtninge-ekspert og forskningschef ved Raul Wallenberg Instituttet i Sverige, synes regeringen derfor at være fanget i »et næsten absurd dobbeltspil.«

»Indenrigspolitisk ønsker man at sende det signal, at en ændring af flygtningekonventionen er svaret på Danmarks udfordringer. Men internationalt ved regeringen godt, at det ikke holder,« siger han.

Thomas Gammeltoft-Hansen, der selv som ekspert har deltaget i de indledende forberedelser af det forestående FN-topmøde, henviser blandt andet til, at nærområde-landene huser 86 procent af verdens flygtninge, og derfor vil det ikke være i Danmark og de andre rige landes interesse, at de nuværende forpligtelser i konventionen skrider.

»Konventionen er et politisk instrument til at sikre, at landene deler ansvaret, og reelt er det også kun i Danmark og Australien, der tales for en revision af konventionen,« siger Thomas Gammeltoft-Hansen.