Det er fortsat uvist, om De Konservative, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne gør fælles front og møder op sammen til forhandlinger om finansloven hos finansminister Nicolai Wammen (S).
Det er ellers fredag, at partierne skal til det indledende møde - kaldet et sættemøde - i Finansministeriet.
Under Folketingets åbningsdebat torsdag vil Venstres politiske ordfører, Jan E. Jørgensen, gerne vide, om de fire blå partier vil møde op sammen og gå sammen til forhandlingerne, som de gjorde sidste år.
- Jamen, vi tygger på det, svarer De Konservatives formand, Mona Juul, fra talerstolen.
- Og vi tænker selvfølgelig, at vi til enhver tid møder op til en forhandling, vi bliver inviteret til, tilføjer hun.
Der er planlagt sættemøder om næste års finanslov fra onsdag til fredag i denne uge.
Finansministeriet har torsdag sendt en invitation ud til fredagens sættemøder, hvor Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, De Konservative og Dansk Folkeparti efter tur skal på besøg fredag formiddag.
Men om det så bliver sådan, er altså uvist.
For et år siden gjorde partierne meget ud af at fortælle, at en aftale om finansloven enten blev med alle de fire blå partier eller med ingen af dem.
De fire partier kom med en række fælles ønsker, som de ville have indfriet for at kunne gå samlet med i en aftale om finansloven. I modsat fald kom de fire partier til at forlade forhandlingerne sammen.
- Ja, det er det, vi har aftalt. Det er det, vi vil, og det kommer vi også til at gøre, sagde finansordfører Ole Birk Olesen (LA) dengang før forhandlingerne.
- Vi præsenterer det her sammen, vi brænder for det her sammen, og hvis vi ikke kan få nok i forhold til vores fælles ønsker her, så kommer vi også til at forlade forhandlingslokalet sammen, sagde han i oktober sidste år.
Nicolai Wammen var ikke imponeret og kvitterede ved at smide kvartetten ud af forhandlingerne en lille måned senere.
- De har lavet en musketered med hinanden, hvor de holder hinanden i takt, og det har vist sig, at det var fire forkølede musketerer, der ikke kunne hverken fortælle, hvordan man skulle prioritere sine ønsker eller finde pengene i virkeligheden, sagde finansministeren i november sidste år.
Siden dengang har De Konservative, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne arbejdet på at gøre de indbyrdes relationer bedre.
I september blev der afholdt et såkaldt borgerligt konvent med partierne i Fredericia.
/ritzau/