Blå partier tordner mod nye regler for forældre: »Det er rasende urimeligt«

I en historisk aftale har lønmodtagere og arbejdsgivere givet håndslag på, at forældre fremover skal have lige meget barsel, mens de 11 uger øremærkes fædrene. Hvis fædrene ikke bruger ugerne, bortfalder de. Liberale stemmer er dybt kritiske.

Mette Abildgaard, gruppeformand hos De Konservative, er arg modstander af øremærket barsel. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Hvis fædre – eller mødre for den sags skyld – ikke har mulighed for at afholde 11 ugers øremærket barsel, så bortfalder de omkring to en halv måned helt.

I hvert fald hvis det står til arbejdsmarkedets tungeste parter – Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) og Dansk Arbejdsgiverforening (DA) – som med et nyt udspil lægger op til en fuldstændig ligedeling af barslen mellem mænd og kvinder. I modellen øremærkes 11 uger til fædre og mødre. Hvis de ikke holdes, bortfalder de.