Opdateret

Blå partier opfordrer på lastbil til ikke at dytte for store bededag

Efter gimmick med lastbil i Fredericia har de blå partier selv sendt en afsted til Socialdemokratiets årsmøde.

Ved Socialdemokratiets årsmøde i Aalborg har partiet parkeret en lastbil. Sidste uge tiltrak en lignende gimmick sig opmærksomhed ved det såkaldte blå konvent i Fredericia. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Deltagere ved weekendens årsmøde i Socialdemokratiet bliver lørdag mødt med politiske budskaber fra både højre og venstre, når de ankommer til Aalborg Kongres & Kultur Center.

Billeder viser, at både Socialdemokratiet og de fire blå partier har parkeret lastbiler med politiske budskaber.

For en uge siden greb politiet ind over for en lignende gimmick fra Socialdemokratiet.

Det skete, da der blev parkeret en lastbil med budskabet om at dytte, hvis man kunne se en blå statsministerkandidat, til det borgerlige konvent i Fredericia.

Det er dog ikke tilladt at dytte i trafikken, hvis der ikke er fare på færde. Man må heller ikke opfordre andre til at gøre det.

Derfor tog politiet kontakt til vognmanden for at gøre ham opmærksom på færdselsloven.

Lørdag er der kørt to nye lastbiler i stilling i Aalborg.

På Socialdemokratiets lastbil lyder opfordringen, at man skal smile, hvis man kan se en rød statsministerkandidat.

På den anden lastbil, hvor det fremgår, at afsenderne er Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne, De Konservative og Dansk Folkeparti, opfordres man til at undlade at dytte, hvis man vil have store bededag genindført.

Tirsdag oplyste Sydøstjyllands Politi til Ritzau, at lastbilen i Fredericia ikke havde resulteret i en sag.

- Politiets indsats handlede om at forebygge en situation, hvor trafikanter blev opfordret til en adfærd, der kan være forstyrrende eller skabe fare i trafikken, sagde politiinspektør Michael Weiss i en skriftlig kommentar.

Men politiet registrerede ikke, at der havde været nogle lovovertrædelser som følge af banneret.

/ritzau/