Blå partier går modvilligt med i aftale om psykiatriplan

Hele blå blok tilslutter sig psykiatriaftalen, men kritiserer forløbet og kalder regeringen magtfuldkommen.

Venstres Martin Geertsen og Jane Heitmann ankommer til Folketingets partier til den første forhandling om tiårsplanen for psykiatrien i Sundhedsministeriet. Venstre har frem til deadline grublet over, om partiet skulle gå med i psykiatriaftale, men har besluttet at gøre det sammen med de andre partier i blå blok. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Folketingets blå partier vil på trods af det, de kalder et »kaotisk og utilfredsstillende forløb« tilslutte sig den aftale om en ny psykiatriplan, som er indgået mellem de røde partier.

Det oplyser partierne i en fælles udtalelse.

»Psykiatrien er alt for vigtig til at overlade til de røde partier. Derfor vil vi gøre vores indflydelse gældende på alle spørgsmål, som er relateret til psykiatrien og dens mange brugere og ansatte,« siger lyder det i udtalelsen.

Den er underskrevet af sundhedsordførere og psykiatriordførere fra Venstre, De Konservative, Nye Borgerlige, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne.

Aftaleudkastet blev sendt til de blå partier kort før midnat søndag aften med en deadline for, hvornår de blå partier skulle have tilkendegivet, om de vil være med i aftalen eller ej. Deadline var sat til tirsdag klokken 10.00.

Regeringen havde på forhånd sikret sig, at der var et flertal bag aftalen med regeringen og dens støttepartier.

Blå blok mener ikke, at der på noget tidspunkt har været reelle forhandlinger med de blå partier.

»Man har givet indtryk af, at man ville lave en bred og langsigtet aftale, men har kun forhandlet med sit eget parlamentariske grundlag. Dermed når regeringens magtfuldkommenhed endnu et lavpunkt,« lyder det i udtalelsen.

Men med de blå partiers tilslutning til aftalen, har regeringen landet en bred aftale, som dermed også holder efter det folketingsvalg, som forventeligt bliver udskrevet inden for ganske kort tid.

Ifølge det aftaleudkast, som Ritzau har set, vil den nye aftale tilføre psykiatrien 500 millioner kroner ekstra hvert år på finansloven fra 2024.

Aftalen skal blandt andet sikre bedre behandling af alvorligt syge og give hurtigere adgang til hjælp for børn og unge.

Partierne i blå blok skriver også i udtalelsen, at de – hvis flertallet skifter efter et valg – vil indkalde til politiske forhandlinger om psykiatrien, som har et længere sigte.

I aftaleteksten står der dog også, at aftalen kun er de første skridt i en tiårsplan, og at de ikke kan stå alene.

/ritzau/