Opdateret

Blå partier er enige om at være uenige og enige om at Mette F. skal væltes

Humøret er højt hos Alex Vanopslagh, Mona Juul, Inger Støjberg og Messerschmidt ved borgerligt konvent.

Danmarkshistoriens første såkaldte borgerlige konvent fandt sted i Fredericia lørdag. Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix

Liberal Alliance, De Konservative, Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti er enige om en række politiske tiltag - såsom at genindføre store bededag - men også enige om at være uenige på en række punkter, fordi de trods alt er fire forskellige partier.

Det er det overordnede og ikke overraskende budskab fra de fire borgerlige partier til lørdagens såkaldte borgerlige konvent i Messe C i Fredericia.

Mest af alt skal Mette Frederiksen (S) ud af Statsministeriet, er partierne dog enige om.

Ved konventet er de fire ledere fra partier samlet på scenen til en såkaldt "blå salon". Her skal de forklare de 700-800 deltagere, hvad de borgerlige partier kan, som ingen andre kan i dansk politik.

"Hvorfor er der brug for en ny regering", spørger moderatoren.

- Lars Løkke Rasmussen, svarer DF-formand Morten Messerschmidt kort til stor latter for de fremmødte.

Messerschmidt henviser til Moderaternes politiske leder, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, som DF-formanden ikke er stor tilhænger af.

Inger Støjberg, DD's formand, tilføjer, at den nuværende SVM-regering blandt andet er "magtfuldkommen".

Fra Mona Juul, der er De Konservatives formand, lyder det, at det er på grund den førte politik. Den er ikke god nok. Hun bruger Arne-pensionen, der handler om ret til tidligere tilbagetrækning, som eksempel.

- Den har ikke noget med nedslidning at gøre, siger Juul.

Alex Vanopslagh, politisk leder for LA, har ikke høje tanker om regeringen.

- Den selvfedme, der er. Det er kun os, Socialdemokratiet og Venstre, der kan finde ud af at være regeringsduelige, siger Vanopslagh om to af de tre regeringspartier.

Inden den "blå salon" holdt Vanopslagh en indledende tale ved konventet. Her henviste han til, at de fire borgerlige partier er enige om 50 tiltag, som en borgerlig regering skal gennemføre på de første 100 dage efter et valg, hvis de borgerlige har magten.

- Det kan være, at vi taler med fire forskellige dialekter, men vi taler det samme sprog, siger Vanopslagh.

Han siger, at de borgerlige, især LA og DF, har lært lektien fra det, han omtaler som VLAK-traumet. Han henviser til den daværende VLAK-regering, hvor de borgerlige partier havde mange interne stridigheder.

- Vi klokkede i det dengang. Hvis ikke man vil hinanden, under hinanden det godt, så falder det til jorden. Vi står her for at vise, at den borgerlige familie er videre fra traumet og ved at opbygge et stærkt fællesskab, siger Vanopslagh.

Han tager det med ophøjet ro, at der i øjeblikket er langt til en borgerlig regering.

- Jeg minder jer bare om, at Jesus kun startede ud med 12 disciple, siger han.

/ritzau/