Blå finanslov er en gave til Løkke

Læs Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsens, analyse af de dramatiske finanslovsforhandlinger.

Regeringen har indgået finanslovsforlig med Venstre og de Konservative for 2014 tirsdag aften i Finansministeriet. Her det fra venstre økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R), finansminister Bjarne Corydon (S), de Konservatives formand, Lars Barfoed, og Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Astrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

For Lars Løkke Rasmussen (V) må det føles, som om det allerede er den 24. december, for med indgåelsen af det overrumplende blå forlig om finansloven for 2014 har V-formanden i den grad fået en håndsrækning af toppen i SRSF-regeringen.

Da V-ledelsen tirsdag troppede op i Finansministeriet, havde Løkke alt at vinde, og han lod ikke chancen gå fra sig.

Med forliget vil han kunne rykke længere væk fra slagskyggerne fra GGGI-sagen, for nu fremstår han igen som en leder, der leverer resultater. Derudover kan han konstatere, at det blå forlig vil udløse slagsmål i rød blok, hvor Johanne Schmidt-Nielsen & co. er rasende over igen at blive sat uden for en vigtig aftale i 11. time.

Første gang skete det i 2012, da regeringen valgte at droppe en næsten færdig aftale med Enhedslisten og i stedet indgik et forlig om en skattereform med blå blok.

Nu er det så sket igen, og selv om omstændighederne er anderledes, vil det skærpe Enhedslistens mistillid over for regeringen og forpeste samarbejdet yderligere.

Svend Auken (S) sagde engang, at V og K havde et had-kærlighedsforhold. Uden kærlighed. Men i dag passer ordene om det kærlighedsløse forhold bedre på de elendige relationer mellem regeringen og liste Ø.

I blå blok er jubelen stor.

V-toppen forstod tirsdag aften, at det gjaldt om at slå til, og aftalen om finansloven for 2014 føjer sig ind i den lange række af forlig, som Løkke har medvirket til siden september 2011. Dermed vil det blive nærmest umuligt at fremstille ham som en leder, der ligger i hængekøjen.

Dertil kommer, at han kan se frem til et forår, hvor regeringen bliver afhængig af blå støtte, når den skal forhandle om reformen af beskæftigelsessystemet og håndtere anbefalingerne fra produktivitetskommissionen. Det vil igen placere ham centralt i det politiske landskab og give V-toppen direkte adgang til det politiske maskinrum.

Gevinst for de Konservative

For de Konservative er det en gevinst, at partiet igen kan leve op til sloganet om at være borgerlige stemmer, der arbejder. Lars Barfoed kan med god ret sige, at han har været med til at skabe en finanslov, som er bedre og mere erhvervsvenlig end det udkast, der var gjort klar til Enhedslisten.

I Dansk Folkeparti ser Kristian Thulesen Dahl det som en gevinst, at V og K blev forligspartnere med regeringen, men han ser det også som en fordel, at DF ikke deltog i forhandlingerne, for i DF havde ønsket om fremrykning af afgifts- og skattelettelser ikke førsteprioritet.

For regeringslejren er det en sejr, at den har fået en ansvarlig finanslov på plads, og at den har demonstreret sin manøvredygtighed. Men det er lige så tydeligt, at regeringen spiller meget højt spil med det blå forlig, og regeringen ville have foretrukket en rød løsning.

Gennem måneder har regeringen orienteret sig mod et rødt forlig, men til sidst fandt man, at Enhedslisten spændte buen for hårdt, og tirsdag fulgte regeringens definitive træk, da man inviterede V-toppen til Finansministeriet.

Det blå forlig vil uden tvivl udløse stor frustration hos centrum-venstrevælgere.

Risiko for skuffede S- og SF-vælgere

Mange S- og SF-vælgere har længe sukket efter en mere rød og grøn politik. Skuffes de, vil den optur, som regeringen har oplevet som følge af Løkkes problemer med GGGI, hurtigt kunne være et overstået kapitel. S risikerer, at vælgerne igen begynder at sive, og i SF kommer en trængt Annette Vilhelmsen på overarbejde, når hun skal forklare visdommen i finanslovsaftalen med V og K.

SF-lederen vil ganske vist kunne fremhæve vigtige røde og grønne elementer, og hun vil kunne rose, at der afsættes penge til socialpolitiske satsninger, men samlet set bliver aftalen ikke nem at sælge.

Den store ubekendte i regeringens ligning er Johanne Schmidt-Nielsen.

I regeringstoppen satser man på, at hun ikke bliver en lige så farlig modstander som i 2012, da hendes kritik af den blå skattereform kostede S og SF vælgere i tusindvis. Denne gang er sceneskiftet trods alt ikke sket lige så abrupt, og regeringen har i denne omgang nået at fortælle offentligheden om de gaver, som Enhedslisten var stillet i udsigt. Johanne Schmidt-Nielsen ville næppe heller høste bifald fra fagbevægelsen, som inderligt havde håbet på en rød finanslov. Men når det er sagt, er det kun en tåbe, som ikke frygter Johanne Schmidt-Nielsen i dansk politik anno 2013. Hun bliver en joker i kampen om den fortolkning af finanslovsaftalen, som nu er i gang. Derudover har regeringen det indlysende problem, at det nok en gang er blevet demonstreret, at S, R og SF har forbløffende svært ved at samarbejde med sit parlamentariske støtteparti.