Blå bog: Eva Kjer Hansen

Eva Kjer Hansen - Miljø- og fødevareminister Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Sylvest Andersen

Med Lars Løkkes (V) nye ministerhold står det klart, hvem der skal stå i spidsen for Miljø- og Fødevareministeriet.

Valget er faldet på Eva Kjer Hansen (V). En post, der ikke er fremmed for Venstre-politikeren, der også tidligere under VK-regeringen var fødevareminister i perioden 2007-2010. Hun bliver desuden også miljøminister i den nye regering, da Lars Løkke har slået Fødevareministeriet sammen med Miljøministeriet.

Politisk kommentator Lotte Hansen har ellers udtalt til Politiko, at hun ikke troede, at Eva Kjer Hansen ville blive minister for det område igen.

»Udkantsdanmark bliver et vigtigt emne for regeringen, og der ville det jo være godt med en sønderjyde som Eva i front. Et bud på en ministerpost kunne derfor være for det, der i dag hedder by, bolig og landdistrikter. Hun kunne også sagtens blive transportminister,« sagde hun lørdag.

Eva Kjer Hansen, der er født 22. august 1964 i Aabenraa, er datter af en landmand og har været aktiv i politik størstedelen af sit liv. Hun er uddannet cand.polit og gik til valg på mærkesagen, at der skal være mere frihed og færre regler.

Hun startede sin karriere i Venstres Ungdom og blev første gang valgt til Folketinget i 1990.

Siden har hun været medlem af Europaparlamentet fra 1994 til 99.

I 2004 fik hun posten som social- og ligestillingsminister og fra 2007 fødevareminister. Fra 2011 til i dag har hun været formand for Europaudvalget i Folketinget, hvor hendes fokus har været på at styrke de nationale parlamenters magt.

Eva Kjer Hansen fik i alt 7.647 personlige stemmer i Sydjyllands Storkreds, hvor hun stillede op.