Blå blok vil tvinge flere terror-kroner ud af regeringen

Fredag førstebehandles de borgerlige partiers forslag om at trække det aktstykke, der skal finansiere regeringens terrorpakke, tilbage. Forhåbentlig vil det presse regeringen til at afsætte flere millioner, lyder det fra DF.

Læs mere
Fold sammen

De er enige om, at politiet har brug for flere ressourcer til at opretholde det øgede terrorberedskab i København efter terrorangrebet i februar. Men hvor mange penge, der er behov for - og hvordan de skal finansieres - splitter blå og rød blok. Fredag skal Folketinget førstebehandle de borgerlige partiers forslag om at afvise det aktstykke, regeringen ellers vil finansiere sin terrorpakke med.

»Der er brug for flere penge til politiet. I øjeblikket er politiet nødlidende rundt omkring i landets politikredse, der leverer betjente til København og terrorberedskabet. Der er brug for midler her og nu,« lyder begrundelsen fra Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup (DF).

Sammen med Venstre, de Konservative og Liberal Alliance forsøger han at bremse det aktstykke, der indeholder en tilførsel af 80 millioner kroner til politiet til en styrket indsats mod terror i år og 20 millioner kroner til den fysiske sikkerhed ved jødiske bygninger. Regeringen har ellers flertal for aktstykket, idet både SF og Enhedslisten har tilkendegivet, at de vil stemme for det i Finansudvalget.

Adspurgt om det dermed ikke er blå blok, der er skyld i, at de ekstra bevillinger til politiet bliver trukket i langdrag, lyder Peter Skaarups svar:

»Nej, det er det ikke. Tværtimod: Vi vil gerne give tilstrækkelige midler til politiet, i stedet for at de skal halte bagefter og nedprioritere indsatsen mod anden form for kriminalitet.«

Spørgsmål: Hvordan hjælper det politiet her og nu, at I spærrer for aktstykket, som der er flertal for, ved at fremsætte det her beslutningsforslag?

»Vi håber på, at vi kan presse regeringen til at sætte tilstrækkelige midler af. Det er ikke nok med de her 80 millioner kroner i nye penge. Der er brug for et langt større beløb, så vi også kan få flere betjente ud på gaderne. Kan det ikke lade sig gøre, så må vi jo gennemføre den plan, regeringen har. Vi vil da hellere have lidt flere midler til politiet end ingen midler. Men i en situation som denne er der brug for langt flere midler til politiet end det, regeringen lægger op til.«

Det forøgede terrorberedskab i hovedstaden skal foreløbig vare indtil 1. september.