Blå blok vil blokere for kommunernes flyttetvang

Tre byrådsmedlemmer fra Venstre har forslået at ændre på kommunernes muligheder for at ekspropriere til private formål. Forslaget får støtte hos de borgerlige på Christiansborg.

Læs mere
Fold sammen

Politikerne i den blå side af folketingssalen på Christiansborg tager godt imod forslaget fra de tre Venstre-byrådsmedlemmer Morten Dahlin (V), Mads Duedahl (V) og Mads Ravndrup Thomsen (V) om at sætte en stopper for ekspropriationer til private formål i kommunerne.

Det viser en rundspørge, som Nyhedsmagasinet Danske Kommuner har foretaget.

De tre byrådsmedlemmer fra Venstre kræver en ekspropriationsreform, så det ikke er muligt for landets kommuner at tvinge borgere fra hus og hjem til fordel for at kunne bygge golfbaner, virksomheder og festivalpladser på grunden.

»Jeg er på linje med det meste af forslaget. Det er på høje tid, at vi laver et serviceeftersyn, så vi får klarere regler for, hvornår der er så tungtvejende hensyn, at en ekspropriation er i orden,« siger Liberal Alliances transportordfører, Villum Christensen (LA), og efterspørger en positivliste over formål, der kan berettige ekspropriationer:

»Mange ekspropriationer befinder sig i dag i en gråzone, og sådan vil det nok til en vis grad altid være, men det vil en liste formentlig kunne råde bod på,« siger han.

Også hos de Konservative og Dansk Folkeparti falder forslaget i god jord.

»Vi er og har altid været lodret imod unødvendige ekspropriationer af enhver slags, ligesom vi er meget skeptiske over for arealreserveringer,« siger den konservative kommunal- og transportordfører, Mike Legarth (K), til Nyhedsmagasinet Danske Kommuner, mens Dansk Folkepartis transportordfører, Kim Christiansen (DF), mener, at de kommunale ekspropriationer er løbet løbsk, og at det aldrig har været formålet med loven at frigøre jord til en golfbane eller et nyt supermarked.

Liberal Alliance håber, at de fire borgerlige partier kan samles om et fælles beslutningsforslag i et regeringsgrundlag, hvis de borgerlige kommer til magten efter næste valg.

Den idé er den borgerlige bloks største parti, Venstre, helt med på, og der arbejdes allerede på et beslutningsforslag om kommunale ekspropriationer. Men der bliver ikke tale om et totalt stop, som de tre V-byrådsmedlemmer har åbnet for.

»Selv om jeg udmærket kan se de gode intentioner i det, mine tre partifæller foreslår, bliver der ikke tale om at forhindre kommunerne i at ekspropriere til private formål. Det er for firkantet,« siger ekspropriationsordfører Jan E. Jørgensen (V).