Blå blok nedtoner værdien af nye beregninger forud for forhandlinger om genåbning: »Det er politiske valg«

Statens Serum Institut har præsenteret nye beregninger for konsekvenserne af at genåbne forskellige dele af samfundet, som skal danne grundlaget for forhandlingerne om en yderligere genåbning fra 6. april. I beregningerne er for første gang indregnet en sæsoneffekt, men partilederne i blå blok er stadig meget skeptiske over for beregningerne, fordi de tidligere ikke har holdt stik.

Søren Pape Poulsen (K) og Kristian Thulesen Dahl (DF) ankommer til møde i Statsministeriet om en yderligere genåbning af landet. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Da regeringen med sine støttepartier men uden blå blok indgik en aftale om en delvis genåbning fra 1. marts, lagde genåbningen sig helt op af de beregninger, som en ekspertgruppe under Statens Serum Institut (SSI) havde leveret.

Men står det til de borgerlige partier, skal helt nye beregninger, som Folketinget blev præsenteret for torsdag – og som adskillige gange har vist sig at være for pessimistiske – spille en markant mindre rolle i forhandlingerne om en stor og langsigtet genåbning af Danmark.