Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Verden er vidne til de værste flygtningestrømme siden 2. Verdenskrig, og i den kontekst er det både udansk, fejt og kortsigtet at sænke udviklingsbistanden.
Det mener flere af landets biskopper, som langer kraftigt ud efter blå bloks ønske om at spare penge på området. Det skriver netavisen Altinget.
Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Venstre ønsker at skære omkring 2,6 milliarder kroner af den nuværende bistand på cirka 17 milliarder kroner.
»Det er i strid med hidtidig dansk politik og danske værdier. Det er dumt, fordi det går ud over nogle af klodens svageste, og fordi det kommer til at skade os på sigt, da det skaber en mere ulige og utryg verden. Det er fejt og dumt,« siger biskop i Roskilde Stift, Peter Fischer-Møller til Altinget.
Han har erfaring med området som formand for bestyrelsen for den folkekirkelige missions- og hjælpeorganisation Danmission, og han bakkes op af biskop Henrik Stubkjær fra Viborg Stift, som er tidligere mangeårig generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp.
»Jeg har ingen forståelse for, at enkelte partier vil spare på området, når vi oplever historisk store flygtningestrømme. De samme partier vil gøre mere i nærområderne, men der er allerede millioner af flygtninge i nærområderne. Det bedste værktøj er en langsigtet indsats mod fattigdom og konflikter,« siger Henrik Stubkjær til Altinget.
Venstres udviklingsordfører Jakob Ellemann-Jensen mener, det er urimeligt, når biskopperne får det til at lyde som om, at Venstre ikke ønsker at hjælpe verdens fattigste.
»Venstre foreslår at give det i udviklingsbistand, som FN anbefaler. Det vil fortsat betyde, at Danmark er et af de absolut mest generøse lande i hele verden,« siger han til Altinget.
Udviklingsordføreren holder desuden fast på, at Venstres omlægning af udviklingsbistanden vil betyde, at jordens allersvageste bliver hjulpet mere med et øget fokus på Afrika og på hjælp til flygtninge i nærområderne.
Hos Dansk Folkepartis lyder kommentaren fra udviklingsordfører, Hans Kristian Skibby (DF), at biskopperne »skulle tage at passe deres kirkebutik i stedet for at gøre sig til politikere. Hvis vores politik er så slem, så må englænderne, tyskerne og franskmændene være direkte ukristelige. De ligger langt under vores niveau,« siger han til Altinget.