Birthe Rønn: Dansk-somaliere er bedre uddannet end Støjberg

Flere dansk-somaliere har højere uddannelse og kan flere sprog end Inger Støjberg, hævder Venstre-veteranen Birthe Rønn Hornbech, der er utilfreds med en kronik fra partikollegaen.

Birthe Rønn Hornbech kritiserer partifælle i Venstre, Inger Støjberg. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen

Birthe Rønn Hornbech (V) har det med at sige tingene råt for usødet, og tirsdag er ingen undtagelse.

Den garvede folketingspolitiker fra Venstre kalder det over for Jyllands-Posten »uliberalt« og »i strid med konventionerne«, at partikollegaen Inger Støjberg (V) vil stille hårdere krav til indvandrere i Danmark.

This template (BMExternalArticleBundle:Content\ExternalArticle:Embedded/small.html.twig) should be overridden!

»Der er tale om uliberal politik og politik stridende imod konventioner, når Inger Støjberg vil udøve negativ særbehandling af muslimer. Hun afslører også ukendskab til somalierne. Nogle dansk-somaliere kommer fra høje sociale lag og har bedre internationalt udsyn, højere uddannelse og kan flere sprog end Inger Støjberg,« siger Birthe Rønn Hornbech til avisen.

Udmeldingen kommer efter, at politisk ordfører Inger Støjberg mandag skrev i en kronik i Berlingske, at der skal stilles forskellige krav til indvandrere, alt efter om de kommer fra et »kristent USA« eller et »muslimsk Pakistan eller Somalia«.

Inger Støjberg uddybede senere i TV-Avisen på DR, at det største integrationsproblem skyldes ikke-vestlig indvandring fra muslimske lande, og at Venstre vil konkretisere den forskelsbehandling, når partiets udlændingeudspil vil blive fremlagt i august.

Men Inger Støjberg er helt galt afmarcheret, mener Birthe Rønn Hornbech.

»Det er bedre for Danmark at lægge vægten på, hvordan vi får fat i mere af denne højtuddannede, flersprogede internationale elite. Støjbergs politik bliver aldrig til noget,« siger Birthe Rønn Hornbech til Jyllands-Posten.

Flere andre Venstre-medlemmer er også gået i rette med Inger Støjbergs tanker, senest Venstres tidligere formand og mangeårige udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen.

»Jeg går ud fra som en given ting, at hun er kommet til at udtrykke sig uklart, for den form for forskel kan man ganske enkelt ikke gøre. Der er ingen tvivl i mit sind om, at man selvfølgelig ikke kan begynde at stille forskellige regler op for folk, og så er den sådan set ikke længere. Punktum,« siger Uffe Ellemann-Jensen ifølge b.dk.

Han håber ikke, at kronikken skal ses som et udtryk for, at man tilnærmer sig Dansk Folkeparti, sådan som det er blevet udlagt af flere analytikere.

»For dem (Dansk Folkeparti, red.) vil man aldrig kunne konkurrere med. Hvis man begynder at nærme sig dem, så vil de bare skrue kravene op. Det burde man have lært efterhånden,« siger Uffe Ellemann-Jensen.

Efter udtalelserne fra Ellemann og Rønn afviser Inger Støjberg at have udtalt sig »uklart«, og hun garanterer endnu engang, at Venstre med deres udspil og den bebudede forskelsbehandling vil holde sig indenfor rammerne af både den danske Grundlov og de internationale konventioner, som Danmark har underskrevet. Hun garanterer også endnu engang, at man ikke vil lave et egentligt religiøst kriterium til indvandrere.

Hun vil dog stadig ikke svare på, hvordan Venstre konkret ønsker at gøre forskel, men siger om Uffe Ellemann-Jensens kritik, at der jo allerede i dag bliver gjort forskel mellem forskellige typer af indvandring.

»Hvis du kommer hertil som svensker kan du komme nærmest direkte hertil, og hvis du er EU- eller EØS-borger er det relativt nemt at komme til Danmark. Kommer du til gengæld uden for den kreds af lande, er det noget sværere. Så allerede i dag bliver der gjort forskel,« lyder det fra Støjberg.

Til Birthe Rønn Hornbechs anklager om, at hun er »uliberal«, og at der er dansk-somaliere, der er bedre uddannede og taler flere sprog end Støjberg selv, har hun ikke andre kommentarer end denne:

»Birthe Rønn er jo kendt for at være en person, der engang imellem svinger krabasken. Og det er en af de ting, jeg holder rigtig meget af ved hende.«