Biden slog alarm. Nu indrømmer amerikanske myndigheder, at det går for langsomt med at vaccinere
Amerikanske delstater har blot brugt hver femte af de vacciner, de har modtaget, erkender amerikanske myndigheder ifølge Financial Times.

Amerikanske delstater har blot brugt hver femte af de vacciner, de har modtaget, erkender amerikanske myndigheder ifølge Financial Times.

Når året er omme, vil langt færre amerikanere end håbet have fået en vaccine mod covid-19.
Således erkender amerikanske myndigheder over for avisen, at blot hver femte af de vacciner, landet har indkøbt og fordelt i de enkelte stater, er blevet givet. Det amerikanske Centers for Disease Control and Prevention (CDC) oplyste onsdag, at 2,6 millioner mennesker i landet er blevet vaccineret, selvom 12,4 millioner doser er blevet distribueret til de enkelte stater.
»Vi er enige i, at antallet af vaccinerede personer er lavere, end vi havde håbet på,« siger Moncef Slaoui, der står i spidsen for det amerikanske vaccineprogram »Operation Warp Speed«, til avisen.
Indrømmelsen kommer, få dage efter at den kommende amerikanske præsident, Joe Biden, kritiserede den siddende præsident, Donald Trump, for, at det gik for langsomt med at få vaccineret amerikanere mod covid-19.
»Som jeg længe har frygtet og advaret om, skrider indsatsen for at distribuere og give vacciner ikke fremad, som den skulle,« sagde Biden tirsdag.
Vaccinationsproblemerne kommer, samtidig med at smittetallet stiger voldsomt i USA. USA er i forvejen det land i verden, der har registreret flest smittede og døde, siden pandemien begyndte. Og det seneste døgn har over 3.900 mennesker med covid-19 mistet livet i USA, hvilket er det højeste antal på en enkelt dag under pandemien. Samtidig er der blevet registreret 189.671 nye smittetilfælde.
Det viser den løbende opgørelse fra Johns Hopkins University ifølge nyhedsbureauet AFP. I alt har USA registreret 19,7 millioner smittede og 341.845 dødsfald.
De amerikanske myndigheder forklarer ifølge Financial Times det langsomme vaccinationstempo med en række faktorer, herunder at hospitaler og plejehjem ikke var tilstrækkelig forberedt på at begynde deres vaccinationsprogrammer midt i juleferien, samt at apoteker, der er ansvarlige for at vaccinere beboere på plejehjem, har ventet med at planlægge vaccinationer, indtil de har været helt sikre på at have tilstrækkeligt med doser.
Det siger Nancy Messonnier, der er direktør for vaccinationer hos CDC.
»Vi må huske på, at det er nye vacciner på nye platforme med komplekse krav til opbevaring, håndtering og administration,« siger Nancy Messonnier.
Hun forventer, at vaccinationstempoet vil stige hurtigt i det nye år, når folk vender tilbage til arbejde, og klinikker og apoteker får bedre styr på at håndtere vaccinerne.
Også i Danmark har der lydt kritik af det tempo, hvormed vaccinationer gives til borgerne. Det kan du læse mere om her.