Tirsdag skulle Folketingets partier have debatteret et forslag, som i en lang række år har delt vandene. Ikke alene partierne imellem, men også internt i flere folketingsgrupper.
Folketinget skulle således i dag have førstebehandlet et forslag om at forbyde netop rituel omskæring af drenge under 18 år.
Det er løsgænger Simon Emil Ammitzbøll-Bille, der har stillet forslaget. Debatten finder dog ikke sted alligevel, idet Simon Emil Ammitzbøll-Bille er blevet syg. Det skriver han på Twitter.
»Er desværre blevet syg, så omskæringsforslag kan ikke behandles i dag. Kommer nok først på i næste samling. Men skal nok komme,« skriver den tidligere indenrigsminister.
I efteråret afviste statsminister Mette Frederiksen (S), at regeringen ville støtte et forbud mod omskæring af drenge under 18 år. Det gjorde statsministeren, selv om hun i 2008 som socialordfører talte for et forbud.
Debatten om omskæring vækker dyb splittelse mellem store partier på Christiansborg og i befolkningen som helhed. Senest bringer DR Nyheder tirsdag en meningsmåling, som analyseinstituttet Epinion har foretaget for stationen. Resultatet taler for sig selv.
Ti procent af befolkningen svarer nej til spørgsmålet om, hvorvidt der bør indføres et forbud mod rituel omskæring af drenge under 18 år i Danmark.
Socialdemokratiet og Venstre står dog fast på ikke at ville forbyde ritualet.