Berørt Vermund takkede Frederiksen: »Tak på mine og på mine børns vegne, sagde jeg«

Nye Borgerliges formand fældede en tåre og takkede statsministeren for lov om IS-krigeres danske pas. Hun sendte i det hele taget ros mod Mette Frederiksen.

Pernille Vermund, formand for Nye Borgerlige, begyndt at græde under sin tale, da hun kom ind på sine børn og udlændinge. Hun sendte en tak til Mette Frederiksen for at gøre det muligt at fratage IS-krigere deres danske pas administrativt. Claus Fisker/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Vejle. Selv om Nye Borgerlige hører til på Folketingets yderste højrefløj, er partiets formand mere imponeret over den socialdemokratiske statsminister end over Venstres formand.

I øjeblikket føler Pernille Vermund sig nemlig mere sikker på, at Mette Frederiksen har forstået alvoren i udlændingepolitikken, mens hun savner en melding fra Venstre-formanden.

»Danmark fik en ny regering ved valget - og det ser sort ud for Danmark, når Enhedslisten og ikke mindste De Radikale får indflydelse på udlændingepolitikken«, sagde Pernille Vermund i sin tale på partiets årsmøde i Vejle, hvor omkring 500 medlemmer i enten stiletter eller blankt pudsede lædersko og jakkesæt fyldte DGI Huset.

»Mit indtryk af statsminister Mette Frederiksen er dog forholdsvis positivt«, sagde hun videre fra podiet.

Det har særligt gjort indtryk på Pernille Vermund, at Mette Frederiksen i forbindelse med åbningsdebatten i Folketinget 3. oktober kvitterede for Nye Borgerliges ønske om et helt nyt asylsystem, hvilket Mette Frederiksen har lovet at stille sig i spidsen for.

Omvendt er Pernille Vermund ikke imponeret over V-formand Jakob Ellemann-Jensen, selv om der er forsoning i luften mellem Nye Borgerlige og Venstre.

Under valgkampen afviste daværende statsminister og Venstreformand Lars Løkke Rasmussen at bygge et eventuelt blåt flertal på Nye Borgerlige og Stram Kurs' mandater.

Men Venstres nye formand derimod har inviteret alle de blå partiledere på kaffe - også Pernille Vermund.

Kaffen er også blevet drukket, men den gjorde åbenbart ikke Pernille Vermund klogere, og det største oppositionsparti har endnu ikke formået at give Nye Borgerlige vished om, hvilken udlændingepolitik partiet vil føre.

»Nu er Jakob Ellemann-Jensen så blevet formand for Venstre. Hvad han er til, må tiden vise. Indtil videre har han mest stået for det muntre og joviale«, lød det fra Vermund.

»Og desværre har det mest markante politiske budskab fra hans side været et billede af ham og Morten Østergaard (politisk leder for De Radikale, red.) stående skulder ved skulder i rullekravetrøjer«, siger hun og henviser til et billede, V-formanden lagde på de sociale medier efter et møde med Østergaard.

Udlændinge- og integrationsordføreren i Socialdemokratiet, Rasmus Stoklund, ser positivt på at samarbejde med Nye Borgerlige, fordi regeringspartiet gerne vil "det brede samarbejde".

Derimod kan Venstres udlændinge- og integrationsordfører, Mads Fuglede, ikke forstå kritikken fra Vermund:

»Pernille Vermund skal ikke være usikker på noget som helst. Venstre står med vores mandater, så vidt det er muligt, vagt om den samme stramme udlændingepolitik, som vi gjorde, da vi var i regering«, siger han.

Til sidst i talen kom der ikke bare ros, men også en tak fra Pernille Vermund til Mette Frederiksen, fordi regeringen med en ny lov gør det muligt administrativt at fratage IS-krigere med dobbelt statsborgerskab deres danske.

Det gjorde Nye Borgerliges formand så berørt, at hun ikke kunne holde tårerne tilbage, da hun den sammenhæng kom ind på sine børn.

»Da statsministeren i sidste uge ringede til mig og spurgte, om vi i Nye Borgerlige ville bakke op om at hastebehandle et lovforslag, der skulle tage statsborgerskab fra IS-terrorister, så sagde jeg naturligvis ja«, sagde hun.

»Og før vi lagde på, sagde jeg tak«, lød det videre fra Vermund, inden hendes stemme knækkede.

»Tak på mine og på mine børns vegne, sagde jeg«, lød det, hvorefter en af tilhørerne gav hende en serviet, så hun kunne tørre sine øjne.

/ritzau/