Berlingske henter ny politisk redaktør fra TV2

Politisk analytiker og journalist på TV2 hentes til Berlingske som ny politisk redaktør

Hans Redder skulle være ny politisk redaktør på Berlingske. Det skal han ikke alligevel, da han har fortrudt og bliver hos TV 2. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Svold
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Berlingske har ansat den 32-årige journalist og politiske analytiker Hans Redder som ny politisk redaktør på avisen. Hans Redder skifter til Berlingske fra TV2, hvor han de seneste år har arbejdet som politisk analytiker og journalist samt været en skarp interviewer på Christiansborgs gange.

»Vi er meget glade for, at Hans Redder nu skal stå i spidsen for Berlingskes politiske redaktion. Hans har allerede en stor erfaring fra Christiansborg. Det er tydeligt, at han lever, ånder og brænder for den politiske journalistik og at afdække livet i magtens centrum, mens det udfolder sig,« siger Mette Østergaard, chefredaktør på Berlingske.

Hans Redder får som Berlingskes politiske redaktør og analytiker ansvar for avisens politiske redaktion på Christiansborg.

»Hans Redder har en skarpt øje for den politiske analyse og formidler den klart videre til læsere og lyttere. Det er jeg sikker på, at læserne vil få stor gavn af fremadrettet,« siger Mette Østergaard.

Hans Redder har de seneste otte år haft sin gang på Christiansborg i stillinger som politisk reporter på Information, Jyllands-Posten og senest TV 2. Han skriver også flittigt og indsigtsfuldt om dansk politik på det sociale medie Twitter under brugernavnet @hansersej.

»Jeg er enormt stolt over at få lov til at stå i spidsen for Berlingskes politiske redaktionen. Det er et drømmejob for mig. Berlingske har igen og igen vist, at kritisk, fair, vedholdende og nysgerrig journalistik gør en forskel. Det skal vi blive ved med, og jeg glæder mig meget til at være med,« siger Hans Redder.

Målsætningen for Berlingskes politiske redaktion er at levere faktabaseret, troværdig kvalitetsjournalistik, der går kritisk til magthaverne og gør læserne klogere på dansk politik.

»Der er masser af udfordringer for den politiske journalistik. At magthavere pakker sig ind bag kommunikationsansatte og er svære at få i tale. At journalisters motiver bliver beklikket, fordi vi går kritisk til både dem der har, og dem der ønsker at få, magten. Heldigvis er der også - og måske mere end nogensinde - en kæmpe efterspørgsel blandt danskerne efter troværdig og begavet journalistik om dansk politik. Og det skal Berlingske levere,« siger Hans Redder.

Hans Redder tiltræder stillingen som politisk redaktør 1. marts 2021. Indtil han tiltræder er redaktionschef Kasper Krogh fungerende politisk redaktør på Berlingske.