Folketingets sundhedsordførere er netop nu indkaldt til møde med sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S).

På dagsordenen er blandt andet den nye coronavariant fra Storbritannien samt status på vaccinesituationen.

Flere sundhedsordførere bekræfter over for Berlingske, at der dog ikke er nye restriktioner på vej, som det ellers ofte har været tilfældet når sundhedsordførerne bliver indkaldt til møde med sundhedsministeren.

B.T. erfarer også fra flere kilder, at der ikke er flere restriktioner på vej.

Flere partier havde ellers foreslået, at der lukkes ned i dagtilbuddene, altså vuggestuer og børnehaver, så de kun har åbent for nødpasning.

Men det ser nu ikke ud til at ske i denne omgang.

Nye tiltag kan dog komme med kort varsel.

»Meldingen er, at myndighederne arbejder videre, og at vi kan risikere at blive indkaldt med kort varsel, hvis de mener, at der skal mere til,« siger sundhedsordfører for Dansk Folkeparti Liselott Blixt til Ritzau.

Indtil videre gælder de nuværende restriktioner indtil 17. januar, hvor blandt andet detailhandel holdes lukket, offentligt ansatte i ikkekritiske erhverv arbejder hjemmefra, og skoler og ungdomsuddannelser holdes lukket med onlineundervisning.