Statsministeriet har netop udsendt en opsigtsvækkende nyhed om en rokade i toppen af regeringen:

Forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) bliver senere i dag udnævnt til økonomiminister, mens økonomiminister Troels Lund Poulsen (V) bliver forsvarsminister.

Berlingskes politiske kommentator, Bent Winther, kalder skiftet »meget overraskende«:

I en kort lynanalyse skriver han:

For stor en arbejdsbyrde? Der var mange, der advarede ham mod at gabe over de tre poster som forsvarsminister, vicestatsminister og partiformand. Nu viser det sig så, at han ikke kunne få det til at hænge sammen. Det virker kaotisk, og som om at han selv har manglet dømmekraft i forhold til sine egne evner og arbejdskapacitet.

Hvorfor indså han det ikke tidligere? Ellemann har givet stribevis af interviews om, hvor glad han er for at vende tilbage til sit hjertebarn, Forsvarsministeriet. Beslutningen om et mindre belastende ministerium er givetvis den rigtige for Elemann, men hvorfor så han ikke det tidligere? Måske allerede da Venstre trådte ind i regeringen.

Flygter han fra Elbit-sag? Der vil uundgåeligt være mange spekulationer om, hvorvidt hans skifte er et forsøg på at slippe ud af en stribe belastende samråd om den såkaldte Elbit-sag. Det vil han givetvis selv afvise.