Bent Winther om Messerschmidt-dom: »Han vil være alvorligt svækket frem mod ankesagen«

Morten Messerschmidt kendes skyldig de to forhold i sagen om mulige ulovlige brug af EU-støttekroner og dokumentfalsk og idømmes seks måneders betinget fængsel. Berlingskes politiske kommentator Bent Winther kalder dommen »hård«.

Efter syv retsdage er dommen faldet i Morten Messerschmidts retssag: Han idømmes seks måneders betinget fængsel.

Næstformanden for Dansk Folkeparti blev tiltalt for at have »afgivet urigtige eller vildledende oplysninger med forsæt til at opnå uberettiget udbetaling« af EU-støttekroner til et DF-sommermøde samt at have begået dokumentfalsk.

Og nu har retsformanden og de to domsmænd ved Retten i Lyngby kendt Morten Messerschmidt skyldig i begge forhold – en dom, hovedpersonen har anket til Landsretten.

Det er en »hård dom for både svindel og dokumentfalsk«, vurderer Berlingskes politiske kommentator Bent Winther:

»Hvis dommen bliver stadfæstet i Landsretten, så er Morten Messerschmidt færdig i dansk politik. Og indtil ankesagen er har været for Landsretten, vil han være alvorligt svækket.«

Bent Winther vurderer samtidig, at Folketinget med stor sandsynlighed vil erklære ham uværdig til at sidde i Folketinget, hvis dommen stadfæstes, ligesom hans eget parti vil blive nødt til at genoverveje hans position.

»Dansk Folkeparti, hvis vælgere aldrig har brudt sig om 'elitens' skalten og valten med skatteborgernes penge, vil ikke kunne bruge ham på en ledende post,« siger han.

»Den meget klare dom betyder, at der nu er nogenlunde ro om den øverste ledelse i Dansk Folkeparti. Kristian Thulesen Dahls lederskab er uantastet. Til gengæld vil journalister formentlig begynde at interessere sig for hans håndtering af sagen. Kunne han have opdaget svindlen for lang tid siden og sat Messerschmidt stolen for døren?«

Fordi sagen nu skal for Landsretten, skal Dansk Folkeparti igennem endnu en lang venteperiode, før de får afklaring – ifølge Bent Winther kan ventetiden vare et halvt eller et helt år:

»Og i forvejen har partiet haft sagen hængende som et sværd over hovedet i fem år. Det limbo man har befundet sig i, forlænges nu til efter kommunalvalget og måske helt hen i nærheden af næste folketingsvalg.«

Anklager Andreas Myllerup Laursen og Anklager Rasmus Maar Hansen har krævet »ikke under« seks måneders fængsel til Morten Messerschmidt (DF). Her ved Retten i Lyngby. Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Har hele tiden nægtet sig skyldig

Morten Messerschmidt har nægtet sig skyldig i både svig og dokumentfalsk. Derfor har hans forsvarer Peter Trudsøe også argumenteret for frifindelse:

»Jeg kan ikke få øje på noget motiv. Det udelukker jo intet i denne verden, men det gør det mindre sandsynligt, at Morten skulle have gjort det,« sagde Peter Trudsøe i retten fredag under sin afsluttende procedure.

»Der er ikke skyggen af et motiv,« siger Peter Trudsøe.

De to anklagere Andreas Myllerup Laursen og Rasmus Maar Hansen har modsat argumenteret for, at Morten Messerschmidt skulle idømmes »ikke under« seks måneders fængsel. Lige efter domsafsigelsen kaldte Rasmus Maar Hansen dommen for »tilfredsstillende«.