Bent Hansen foreslår lukninger af regionshuse, inden han stopper

Foto: Liselotte Sabroe. Bent Hansen foreslår lukninger af regionshuse, inden han stopper (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2017)
Læs mere
Fold sammen

Den afgående formand i Region Midtjylland, Bent Hansen, (S) har torsdag foreslået, at regionens administrationsbygning i Horsens lukkes sammen med et tilsvarende i Holstebro. Forslaget kommer dagen efter, at det står klart, at partifællen Anders Kühnau fra Horsens afløser Bent Hansen. Det fortæller TV SYD

Det er ønsket om en effektivisering af regionens administration, der ligger bag Bent Hansens forslag om at lukke regionshusene i Holstebro og Horsens.

Forslaget skal behandles på regionsrådsmøde 15. december. Hvis regionsrådet beslutter at lukke regionshusene i Holstebro og Horsens, vil flytningerne af medarbejdere ske fra ca. 1. juni – 31. december 2018.

»På vegne af Danske Regioner har jeg indgået en aftale med regeringen om at effektivisere de administrative funktioner. Den opgave skal vi selvfølgelig også løse i Region Midtjylland. Derfor har jeg bedt administrationen finde forslag til besparelser, og det har nu resulteret i forslaget til regionsrådet om at lukke regionshusene i Holstebro og Horsens. Offentliggørelsen sker i dag, da der er nogle varslingsregler overfor personalet,« der skal overholdes, siger regionsrådsformand Bent Hansen (S) til TV SYD.

Region Midtjylland har i dag regionshuse i Viborg, Aarhus, Horsens og Holstebro.

Da TV SYD fanger den kommende regionsrådsformand Anders Kühnau, er han overrasket over tidspunktet for, at Bent Hansen fremsætter forslaget.

»Jeg er overrasket over, at det kommer lige nu. Vi har jævnligt drøftet en samling af vores administration - men lad os vende det grundigt og se om besparelsen står i forhold til udgifterne ved en flytning af vores ansatte,« siger Anders Kühnau til TV SYD.

Både han og Bent Hanen afviser overfor TV SYD, at det er tale om, at den afgående formand skal gennemføre en beslutning, der er ubehagelig for en kommende formand med bopæl i Horsens, som bliver berørt og mister 85 arbejdspladser.

Samlet set vil forslaget betyde besparelser på knap 4 millioner kroner. Besparelserne kommer bl.a. som følge af, at Region Midtjylland efter omlægningen vil have færre kvadratmeter til rådighed og dermed mindre udgifter til husleje, varme mv. Der vil ikke blive tale om at afskedige medarbejdere, men en del ansatte får noget længere til deres arbejdsplads.

/Ritzau/