Benny Engelbrecht: »Stramninger er en usikker vej til at finansiere skattelettelser«

Socialdemokraternes finansordfører og fungerende politiske ordfører Benny Engelbrecht advarer mod på forhånd at udregne skattelettelser på baggrund af konkrete udlændingestramninger.

Socialdemokraternes finansordfører og fungerende politiske ordfører Benny Engelbrecht advarer mod på forhånd at udregne skattelettelser på baggrund af konkrete udlændingestramninger. Fold sammen
Læs mere
Foto: ERIK REFNER
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Blå blok kobler udlændingestramninger sammen med finansieringen af skattelettelser. Og i en kronik i dagens Berlingske angiver to eksperter udlændingestramninger som en direkte vej til besparelser, man kan bruge på for eksempel skattelettelser eller forbedret kræftbehandling. Har de ret i det?

»Min erfaring er, at der enten er meget store usikkerheder forbundet med den slags regnestykker, eller at det slet ikke er muligt at beregne på baggrund af konkrete forslag, fordi det er så vanskeligt at styre, hvor mange der kommer. Pointen er, at når man regner på virkningerne, så skal man have en vis grad af sikkerhed omkring de effekter, der er forbundet med det i forhold til en strukturel saldo, og det er en ekstrem vanskelig beregning at lave. Og kan man ikke regne det ud, så kan man heller ikke regne med det. For eksempel er effekterne af integrationsindsatsen i regeringens Konvergensprogram blevet kritiseret for at være for optimistiske. Dermed ikke sagt, at man ikke kan påvirke tingene, men det kan være meget vanskeligt at regne med.«

Du lyder til at være tilbageholdende med at angive det som en vej til at finansiere skattelettelser?

»Det vil være en meget usikker vej til at finansiere noget som helst.«

Det Økonomiske Råd har skønnet, at stigningen i antallet af flygtninge siden 2013 har øget de offentlige udgifter med ca. ni mia. kroner i 2016. Alligevel vil du advare mod at lave lignende beregninger i fremtiden med henblik på at finde penge til skattelettelser via stramninger. Hvorfor?

»Simpelthen fordi vi ikke ved, hvad der sker i morgen. Bryder de indre grænser i EU sammen, fordi der kommer et stort ryk over Middelhavet, så kan alle vores beregninger været skyllet væk, inden vi ser os om.«

Er det ikke indlysende, at man kan spare penge, hvis man lukker færre mennesker ind over den danske grænse?

»Omvendt kan man sige, at det som i hvert fald vil give noget målbart, vil være at flytte nogle af de ressourcesvage over til at blive aktive medborgere. Så dér, hvor man formodentlig vil kunne opnå den største relative virkning, vil være at sikre, at folk bliver en del af det danske arbejdsmarked.«

Kan man så bruge nogle af de sparede penge til skattelettelser?

»Så skal man opnå nogle markant bedre virkninger, end det vi hidtil har kunnet opnå. Vi halter langt bagud på integrationsindsatsen.«

Er det kun størrelsen af besparelse, du er uenig i, eller er det den grundlæggende tilgang til finansieringen?

»Jeg synes, vi løbende skal lave de tiltag på flygtningeområdet, som er nødvendige, men jeg vil advare mod at lave en beregning, hvor man nagelfast siger, at den stramning vil give så og så meget. Min bekymring er ud fra en ren økonomisk betragtning, og jeg vil advare imod, at man går ned ad den vej, og tror den ender med skattelettelser.«