Beløbet vokser: Dansk Folkeparti vil betale 955.210 kroner tilbage

Efter en gennemgang af den økonomiske støtte fra det europæiske parti MELD og fonden FELD vil DF nu betale en lille million tilbage til EU.

Foto: Asger Ladefoged
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

DFs gruppeformand i EU-parlamentet, Anders Vistisen, har nu gennemgået den støtte, Dansk Folkeparti har fået fra det europæiske parti MELD og fonden FELD.

På den baggrund vil partiet nu betale 955.210,38 kroner tilbage til Europa-Parlamentet.

Pengene er blandt andet blevet brugt på to sommergruppemøder for partiet, mens der også er brugt større beløb på Morten Messerschmidts bog 'Dagbog fra EU: om EU's spild af dine penge' samt julekort, også fra Messerschmidt.

»Der har været en løsagtig omgang med formalia i MELD og FELD. Det indtryk, der har bredt sig i offentligheden, hvor der er tegnet et billede af rod, sjusk og lemfældig administration, har i min gennemgang vist sig at være et gennemgående problem,« siger Anders Vistisen i en pressemeddelelse.

Samlet har partiet efter egen vurdering fået en uberettiget støtte på godt 2,5 millioner kroner fra 2012 til 2015 – heraf har de allerede tidligere tilbagebetalt størstedelen af beløbet.

På mandag vil Anders Vistisen fremlægge sin undersøgelse for EU-parlamentets budgetkontor, DG Finans, ligesom partiet fortsat granskes af EU-systemets anti-korruptionsenhed, OLAF.

»Vi vil selvfølgelig samarbejde fuldt ud med OLAF og Europa-Parlamentet om de undersøgelser, der allerede er påbegyndt, og det er vores håb, at vi snarest muligt kan få bragt klarhed og orden i sagerne,« siger Anders Vistisen, som understreger, at den støtte, partiet nu vil betale tilbage, ikke nødvendigvis har været ulovlig.

Alligevel undskylder han på partiets vegne for den rodede omgang med EU-støttemidler.

»Jeg håber, at danskerne vil tage imod min uforbeholdne undskyldning for, at vi ikke har levet op til hverken de formelle eller de moralske standarder, som man med rette kunne have forventet af os. Det har ikke været godt nok, og det beklager jeg dybt,« siger Anders Vistisen.

Også partiformand Kristian Thulesen Dahl beklager forløbet over for danskerne.

Men han er tilfreds med den undersøgelse, Anders Vistisen nu fremlægger. Og ser ikke noget problem i, at det er partiet selv, der har lavet den.

»Jeg har noteret mig, at nogle i medierne har ment, at det var problematisk, at DF undersøger sig selv.
Det er jeg ikke enig i. Det eneste problem jeg ser i det, er, at vi ikke har gjort det for længst,« siger Kristian Thulesen Dahl.

Ifølge pressemeddelelsen fra Anders Vistisen er pengene fra EU blevet brugt til en lang række forskellige aktiviteter. Det gælder bl.a. julekort fra Messerschmidt, en middag med en dansk journalist og to sommergruppemøder.

Her er et overblik over nogle af de ting, Dansk Folkeparti har brugt EU-kroner på, og som nu skal betales tilbage:

- Dansk Folkepartis sommergruppemøde i Kolding i 2014: 102,810 kr.
- Dansk Folkepartis sommergruppemøde i Skagen i 2015: 98.176,10 kr.
- Juridiske bemærkninger til »Lov om børne- og ungeydelse og lov om børnetilskud«: 102.810,00 kr.
- Medietræning: 87.939,80 kr.
- Morten Messerschmidts bog »Dagbog fra EU - om EUs spild af dine penge«: 144.589,75 kr.
- Julekort fra Morten Messerschmidt: 31.045,27 kr.
- Tre dages besøg i bus til Bruxelles: 62.431 kr.
- Middag med dansk medie: 3.147,63 kr.
- Middag med dansk journalist: 1,755,97 kr.
- Webabonnement på Børsen: 4.002,07 kr.

På listen findes også større poster, som Dansk Folkeparti allerede har betalt tilbage:

- Annoncekampagnen »Nej til østeuropæisk løntrykkeri«: 946.865,20 kr.
- Annoncekampagnen »Bevar retsforbeholdet«: 469.569,78 kr.
- Bådkampagnen »Det sejler for EU - vi sejler for DK«: 104.985,50 kr.