Bekymret Hjort advarer: Paludan kan misbruges til at skabe had mod Danmark

Rasmus Paludans deltagelse i folketingsvalget forstærker faren for fremmede landes opildnen til vrede mod Danmark, lyder advarslen fra forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen. »Det, vi oplevede under Muhammed-krisen, spøger,« siger han. Eksperter bakker bekymringen op.

Kort tid inden folketingsvalget kommer forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) nu med en alvorlig advarsel, der vedrører partiet Stram Kurs med Rasmus Paludan i spidsen. Hjort frygter, at Paludans rolle i valgkampen kan misbruges af fremmede magter til at opildne til had mod Danmark. Liselotte Sabroe

På tærsklen til et folketingsvalg og et valg til Europa-Parlamentet sender forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) nu en kraftig advarsel om en overhængende fare for en egentlig sikkerhedsrisiko i forbindelse med de demokratiske valghandlinger.

Claus Hjort Frederiksens bekymring, der baserer sig på efterretninger og viden, han modtager som forsvarsminister, er senest blevet øget af, at partiet Stram Kurs med Rasmus Paludan i spidsen har anmeldt sig som opstillingsberettiget til Folketinget.