Begge fløje savner handling og anklager regeringen for nøl

Både støttepartier og opposition mener, det er småt med handling fra regeringen, der afviser kritik.

Morten Østergaard er blot i en række af politiske ledere, der er ved at miste tålmodigheden med regeringen. (arkivfoto). Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

København. Støttepartier og partier i oppositionen langer hårdt ud efter regeringen for at udskyde store og svære politiske opgaver og bruge tiden på at tale i stedet for at handle.

Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Listen over forhandlinger og politiske opgaver, som regeringen skubber foran sig, er ifølge partierne lang.

Den indeholder alt fra en ny politiaftale, tidlig pension til nedslidte, ny infrastruktur og en sundhedsreform til de såkaldte klimahandlingsplaner.

- Jeg tilhører den voksende kreds af utålmodige, der mener, at S har travlt med at gøre mindre problemstillinger til store satsninger, mens det er småt med handling i de store projekter, siger De Radikales politiske leder, Morten Østergaard, til Jyllands-Posten.

Dansk Folkeparti er træt af at vente på et udspil til tidlig pension. Partiet kritiserer også, at regeringen ikke går i gang med for eksempel forhandlinger om en sundhedsreform eller et nyt asylsystem, som S lovede i valgkampen.

- Mette Frederiksen har lovet så meget til danskerne, og nu viser det sig, at de slet ikke kan levere, siger DF-formand Kristian Thulesen Dahl.

Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, mener, at regeringen har lagt en alt for "rigid" plan for de kommende år.

Det blokerer blandt andet for, at regeringen her og nu vil diskutere udhulingen af dagpengene, mener hun.

- Vi kan ikke komme igennem fire år med den tilgang på en god måde, siger Pernille Skipper.

Venstres politiske ordfører, Sophie Løhde, siger, at Mette Frederiksen er trukket i "snakketøjet":

Det har ikke været muligt for Jyllands-Posten at få en kommentar fra statsminister Mette Frederiksen. Hun har tidligere har forklaret, at regeringen og de enkelte ministerier styres ud fra fireårige køreplaner.

Socialdemokratiets politiske ordfører afviser dog kritikken.

- Vi kan ikke løse det hele på én gang, siger Jesper Petersen til avisen.

/ritzau/