Barometertjek: SF rykker ingen steder

Siden valget har folkesocialisterne stort set ikke rykket sig fra resultatet på 4,2 procent.

SF's formand Pia Olsen Dyhr. Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

I denne weekend mødes SF’erne til landsmøde i Vejle, hvor partiets medlemmer sammen kan ærgre sig over den lave vælgertilslutning i meningsmålingerne. Partiet har nemlig stort set ikke rykket sig siden valget i juni. Berlingske Barometer, der er et vægtet gennemsnit af de forskellige politiske meningsmålinger, viser i denne uge en opbakning til SF på 4,4 procent – cirka samme niveau som valgresultatet på 4,2 procent. Sådan har det set ud for SF’erne i hele denne valgperiode, hvor det i barometerets vægtede gennemsnit endnu ikke er lykkedes at komme op på en vælgeropbakning på over 5 procent.

I en enkelt uge i februar lykkedes det dog partiet at kravle op på 4,9 procent i det vægtede gennemsnit – en fremgang, der lige var akkurat større end den statistiske usikkerhed på 0,5 procent. Den minimale fremgang er siden svundet ind, og partiet er igen tættere på 4 end på 5 procent.

Selvom SF ikke rykker sig ud af flækken, ser det samlet set bedre og bedre ud for de røde partier. Barometeret har de sidste par uger vist en et lille flertal til rød blok, der nu står til 50,4 procent af stemmerne. Det er især Alternativet og Enhedslisten, der bidrager til det røde flertal. De to venstrefløjspartier har som de eneste oplevet signifikant fremgang i meningsmålingerne siden valget i juni.

Berlingske Barometer viser et gennemsnit af de politiske meningsmålinger, der er blevet offentliggjort inden for de seneste 31 dage. En avanceret model ligger til grund for beregningen. Blandt andet tillægges nyere målinger mere vægt end ældre og de enkelte institutter vægtes efter deres måde at indsamle data på. Gå selv på opdagelse i Berlingske Barometers mange data her.