Barometertjek: Har Dansk Folkeparti tabt pusten?

I meningsmålingerne ligger Dansk Folkeparti stabilt lavere end valgresultatet fra sidste år.

Dansk Folkeparti er gået signifikant tilbage i meningsmålingerne i forhold til valgresultatet (Arkivfoto: Linda Kastrup/Scanpix 2015). Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

I april viste Berlingske Barometer for første gang siden folketingsvalget en signifikant tilbagegang til Dansk Folkeparti. Set i lyset af tidligere fejlmålinger af blå bloks største parti skulle man måske tro, at målingerne i april også skød ved siden af, men indtil videre er det ikke tilfældet.

Barometerets vægtede gennemsnit af alle de politiske meningsmålinger viser nemlig, at vælgeropbakningen til Dansk Folkeparti har ligget solidt omkring 19,5 procent siden april – en tilbagegang siden valgresultatet, hvor de fik 21,1 procent af stemmerne, der er større end den statistiske usikkerhed, som er forbundet med de politiske meningsmålinger. Dansk Folkeparti er ikke alene om at gå signifikant tilbage i meningsmålingerne – det samme gælder blå bloks næststørste parti, Venstre, der i det aktuelle vægtede gennemsnit står til en vælgeropbakning på 18,1 procent.

Omregnet til mandater står de to partier til at miste to hver. Ser man på fordelingen af blokke, ser de fire mistede mandater ud til at gå til rød blok, der ifølge barometeret igen i denne uge står til et flertal på 89 mandater over for 86 til blå blok.

Berlingske Barometer viser et gennemsnit af de politiske meningsmålinger, der er blevet offentliggjort inden for de seneste 31 dage. En avanceret model ligger til grund for beregningen. Blandt andet tillægges nyere målinger mere vægt end ældre og de enkelte institutter vægtes efter deres måde at indsamle data på. Gå selv på opdagelse i Berlingske Barometers mange data her.