»Barnet må ikke være den sikre taber«

Direktør i Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl, ønsker at give børn en stemme i sager, hvor forældrenes skilsmisse ender i en konflikt.

»Det vigtigste er at finde en model, hvor barnet føler sig mere hørt og bliver taget alvorligt. Barnet må ikke være den sikre taber i sådan et spil,« siger direktør i Børns Vilkår Rasmus Kjeldahl. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nikolai Linares

Hvad kendetegner en konfliktfyldt skilsmisse?

»Konfliktfyldte skilsmisser findes blandt høj og lav i samfundet. Der kan være meget dygtige og veluddannede folk, som virker meget fornuftige, som kan ryge ind i et fuldstændig uforsonligt skænderi om retten til barnet. Det kan være forældre, der ikke kan finde ud af ordentlige samværsordninger, eller at børnene bliver pludseligt taget ud af skolen. Det er desværre nogle og desværre ikke helt få grelle eksempler på konfliktfyldte skilsmisser.«

Hvad oplever de her børn?

»Vi kan se, at børn har rigtig svært ved at komme til orde i den her type skilsmissesager. For det første fordi voksne kan være rigtig dårlige til at lytte til børn generelt, og når du står i en konfliktsituation, går du på nåle, og for barnet er det en barberbladsfin balancegang for ikke at sige noget, der gør mor eller far kede af det.

Det betyder ofte, at de behov, man har som barn, bliver sat i baggrunden. Desuden er der en stor usikkerhed overfor, hvad de samtaler hos Statsforvaltningen overhovedet går ud på. Hvad er det for et sted? Og man møder vildt fremmede mennesker, og man har en fornemmelse af - og den er sådan set ikke helt forkert - at det, man siger kan komme til at afgøre ens liv. Det kan altså godt virke så lammende, at der er nogen, der ikke får sagt det, de havde tænkt sig at sige eller gerne ville sige.«

Hvad er erfaringerne fra forsøgsordningen?

»Møderne hos Statsforvaltningen efterlader generelt ikke noget godt indtryk hos børnene, viser fokusgrupper. Vi har fundet ud af, at med bisidderordningen kan vi styrke barnets forberedelse og tryghed, og vi kan være med til at sikre, at barnet får sagt det, barnet nu mener, og at barnets udsagn faktisk bliver taget med i beslutningerne.

Og bagefter kan man hjælpe med, hvordan barnet kommer hjem og fortæller det til mor og far. For nogle kan det faktisk føles som et forhør at komme hjem til.«

Burde det ikke være en sag for forældrene?

»Jo, det kan du sige. Alt, hvad familierne kan klare selv og i mindelighed, vil jo være langt det bedste, og det kan langt de fleste heldigvis også. Men vi må bare erkende, at det gælder ikke for alle, og så er man nødt til at finde nogle andre løsninger.

Det vigtigste er at finde en model, hvor barnet føler sig mere hørt og bliver taget alvorligt. Barnet må ikke være den sikre taber i sådan et spil.«