Barfoed: Ikke aktuelt med mig som formand

Konservativ krise får Lars Barfoeds navn op som ny formand. Selv siger han, at det ikke er aktuelt.

Den konservative justitsminister Lars Barfoed lader en dør stå åben i forhold til, om han er en mulig ny formand for De Konservative.

De konservative står midt i en massiv vælgerkrise, og senest har partiformand Lene Espersen været under beskydning for, at hun lod statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) få et par dages forspring i efterlønsdebatten.

Den konservative gruppe fik tirsdag en orientering om sagen.

Vælgerkrisen, som ikke mindst blev udløst af Lene Espersens feriesag sidste år, har skabt spekulationer om, hvorvidt partiet trænger til en ny formand. Og her dukker Lars Barfoeds navn ofte op. Selv vil han hverken vende tommelfingeren op eller ned.

Spørgsmål: Hvis Lene Espersen på et tidspunkt bliver så træt af det her, så hun ikke længere ønsker at være formand. Kunne du så tænke dig den post?

- Uha, det må vi tage stilling til, hvis det sker.

Spørgsmål: Så du vil ikke afvise det?

- Det varer sikkert lang tid, før Lene skulle få den idé. Hvorfor skulle hun dog få det. Det er slet ikke aktuelt.

Spørgsmål: Vil du overveje det?

- Man skal slet ikke begynde at overveje hypotetiske ting.

- Spørgsmål: Men kan du sige, at du under ingen omstændigheder er kandidat?

- Der er ingen grund til at være kandidat til et hverv, der ikke er ledigt. Sådanne ting skal man slet ikke tænke på. Det kan man gøre, hvis det er et ledigt hverv, men det er der ikke. Jeg synes, Lene er en rigtig god leder, som jeg bakker op om, siger Lars Barfoed.

Ordvalget minder meget om det, som tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen brugte få måneder før, at han forlod Statsministeriet for at bliver generalsekretær i Nato.

- Jeg besvarer ikke hypotetiske spørgsmål, og det er ikke aktuelt i dag at tage stilling, sagde Fogh.

/ritzau/