»Bare fordi man ser to mennesker sidder og flirte i en sofa, og det er Valentines Day, så skal man jo ikke høre bryllupsklokker med det samme«

Selv om det er valentinsdag, tillægger Venstre ikke Dansk Folkeparti og Socialdemokratiets flirten stor alvor.

Foto: Mathias Løvgreen Bojesen. Arkivfoto: Jakob Ellemann-Jensen.
Læs mere
Fold sammen

Der er mere, der binder Dansk Folkeparti til Venstre end til Socialdemokratiet.

Det mener Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen.

Han reagerer på, at partiformændene Mette Frederiksen (S) og Kristian Thulesen Dahl (DF) ikke vil forhøje pensionsalderen med et halvt år, som V-regeringen ønsker.

»Vi har gennemført en lang række reformer med Dansk Folkeparti. Vi har i denne regeringsperiode gennemført mere end 40 stramninger af udlændingereglerne,« siger Jakob Ellemann-Jensen.

»Socialdemokraterne løsnede dem, da de sad i regering. Vi har gennemført flere finanslove sammen. Altså: Når der skal føres politik, så ved vi jo godt, hvor det skal ske.«

Historien viser, at Dansk Folkeparti har langt større chancer for at få gennemført sin politik sammen med Venstre end med Socialdemokratiet, mener Venstres politiske ordfører.

»Det er jeg helt sikker på, at de også er enige i. Bare fordi man ser to mennesker sidder og flirte i en sofa, og det er Valentines Day, så skal man jo ikke høre bryllupsklokker med det samme,« siger Jakob Ellemann-Jensen.

Det overrasker ham ikke, at Dansk Folkepartis finansordfører, René Christensen, ikke afviser, at DF og S kan danne regering sammen.

»Nu er det vel næppe op til mig eller René Christensen at afgøre. Men sidst jeg hørte DF's formand sige noget om regeringsdeltagelse, var til Folkemødet i sommer. Hvor han gerne ville i regering med Venstre,« siger han.

Men DF og S afviser en central del af regeringens politik?

»Jo, jo. Regeringspartierne har i fællesskab fremlagt et ambitiøst regeringsgrundlag. Selvfølgelig er det vores mål at gennemføre så meget af den politik som muligt,« siger Jakob Ellemann-Jensen.

Medierne bør pille breaking-bjælkerne af historien, mener han.

/ritzau/